Månevandring på Bornholm ? Ikke helt, men det kan næsten opleves som sådan. Ikke mange ved det, men på Bornholm findes et område, som minder om landskabet på månen. Dette mærkværdige landskab ligner ikke noget andet sted hverken på Bornholm eller i resten af landet. Læs mere nedenfor og se et udpluk af mine billeder herfra via dette link.
Kultippen på Bornholm ligger lige syd for Hasle, og er en del af Hasle Lystskov. Jeg går ofte tur her, hvor området byder på masser af variation i form af både idylliske søer, lange hvide sandstrande, gode vandrestier og skov. Kultippen med det månelignende landskab ligger helt ud til kysten, og er lige fascinerende ved hvert besøg. Ud over oplevelsen af det særprægede landskab er der et fantastisk vue ud over den blå Østersø og den flotte hvide sandstrand, som ligger ved foden af Kultippen. En aftentur til området kan også varmt anbefales. Herfra kan opleves nogle af de smukkeste solnedgange, og når mørket falder på, er det også et af de bedste steder på øen at kigge på stjerner fra. Lysforureningen i området er meget lavt, og derfor står stjernene ofte meget tydelige frem på himlen.
Tilblivelsen af Kultippen
Det månelignende landskab består af enorme bunker af ler, grus og sand. Her lugter af svovl og området fremstår som et goldt og nøgent bjerg. “Bjerget” er menneskeskabt. I perioden 1940 til 1948 deponerede man på stedet ler fra udvinding af kul til brændsel. Kul, som blev udvundet fra en nærliggende kulgrav, der i dag er fyldt med vand, og går under navnet Rubinsøen. En meget smuk sø med nærmest turkisfarvet vand
For at komme ned til kullene i undergrunden måtte man først fjerne mange meter ler og sand. Dette ler og sand blev kørt med tipvogne ud til kysten, hvor det blev læsset af i store bunker. Leret var for hårdt til at havet kunne fjerne det, og for svovlholdig til at noget som helst vegetation kunne gro der. Resultatet blev det, som i dag fremstår som et goldt bjerg opkaldt efter de vogne, som tippede affaldsprodukterne ud over klippen. Nogle af vognene kan ses opstillet i området sammen med en informationstavle.
Det oplagrede ler er faktisk så kompakt, at det ikke kan optage regnvand. Dette er også forklaringen på de forholdsvise store kløfter i landskabet, som er dannet af regnvand.
Narreguld
Når man går rundt på Kultippen, kan man mellem de løse blokke af ler finde kul, ligesom ens næse hurtig vil opfange en lugt af svovl. Lugten af svovl kommer fra mineralet pyrit, som også kaldes svovlkis eller “narreguld”. Pyritten er de guldglinsende korn, som man kan se, hvis man flækker kullet. Det er det sure miljø med det store indhold af svovl i jorden, som gør, at der ikke kan vokse så meget som et græstrå på Kultippen – og dermed også årsagen til det golde udseende.
Praktisk info
På toppen af Kultippen er der flere flade arealer, hvor man også som dårligt gående kan bevæge sig rundt og nyde udsigten. For børn er det månelignende landskab meget spændende og et fristende sted til leg og til at slippe fantasien løs. Vær dog opmærksom på de relativt dybe regnvandskløfter og stejle skrænter ned til vandet og stranden.
Kultippen ligger lige syd for Hasle, når man kommer fra Rønne siden. Kør mod Hasle fra Rønne og drej fra mod Sorthat-Muleby. Lige før Hasle kommer Glasværksvej på venstre side, som man drejer ned ad. For enden af Glasværksvej ligger en parkeringsplads, og cirka 50 meter til venstre for den (ind mod Rønne), ligger Kultippen.
Området omkring Kultippen er et smukt og varieret vandreområde med masser af gode stier. Du kan læse mere om Hasle Lystskov og få forslag til vandreture og sightseeing her.