Lilleborg er en borgruin på Bornholm beliggende på en 16 meter høj klippeknude med udsigt til en lille idyllisk sø. Med sin beliggenhed i Almindingen – Danmarks femtestørste skov – kan omgivelserne næsten ikke blive bedre. Masser af skov, søer, vandløb, klipper, dyre- og planteliv. Oveni dette er området også både historisk og geologisk spændende. Det hele kan opleves på tæt hold fra et omfattende stisystem, som giver mulighed for en masse spændende vandreture. Nederst i dette blogindlæg finder du links til turruter af forskellige længder. Se også et udpluk af mine billeder fra nærområdet omkring Lilleborg her.
Lilleborg i Almindingen på Bornholm ligger lige ud til hovedvejen, som går fra Rønne til Svaneke. Vi har så ofte kørt forbi borgen, men er aldrig stoppet der. Jeg har hver gang været lidt nysgerrig på, hvad der mon gemmer sig bag ruinhøjen – en nysgerrighed, som jeg nu endelig har fået stillet.
Fra toppen af klippeknuden med borgruinen ventede en overvældende smuk udsigt til Borresøen og Almindingen klædt i efterårsdragt. Fra Lilleborg gik jeg ned og fulgte stien langs søen, og tilbage ind igennem noget af skoven op til den charmerende Christianshøjkro, og herefter retur til bilen på parkeringspladsen. En magisk morgen med den karakteristiske skovduft af efterår og en dyb stille ro.
Kongernes borg
Lilleborg i Almindingen på Bornholm er overvejende bygget af kampesten. Med sine 2600 kvadratmeter var borgen noget mindre end den tidligere kongeborg Gamleborg. Deraf kommer også navnet Lilleborg.
Lilleborg blev tilhørssted for den danske konge fra midten af 1100-tallet i forlængelse af, at Kong Svend Grathe havde været nødsaget til at afgive det meste af Bornholm til Ærkebiskoppen i Lund. Ærkebiskoppen i Lund etablerede sig herefter fra omkring 12-tallet på Hammershus. Lilleborg eksisterede imidlertid kun i ca. 100 år, idet den allerede i 1259 blev indtaget og brændt, som følge af magtkampen mellem kongemagten og kirken.
Fredning
Byggematerialerne fra resterne af borgen benyttede især skovfogeden i Almindingen Hans Rømer sig af omkring 1800-tallet. Han anvendte materialerne fra Lilleborg til at etablere det lange stengærde omkring Almindingen, som stadig kan ses i dag.
I 1821 var det slut med at benytte sig frit af de tilbageværende byggematerialer, og Lilleborg blev fredet. Staten har sidenhen stået for en større restaurering af de bygningsrester, som var tilbage. Man har ligeledes bygget ovenpå resterne, så borgens omrids ses tydeligere i landskabet. I dag kan man se resterne af den mur, som omgav borgen, ligesom den nederste del af tårnet samt fundamenter af andre bygninger er bevaret.
Borresø
Den sø, som man har udsigt til fra Lilleborg, gik ved borgens tilblivelse, hele vejen rundt om klippeknuden. Den fungerede dermed som en voldgrav. I dag er store dele af den gamle sø udtørret, og den når ikke længere hele vejen rundt om klippeknuden. I stedet fremstår den som 3 separate mindre søer.
Dele af den gamle sø har i nyere tid fået nogle lidt sjove tilnavne som Pølsekedlen og Knappedammen. Pølsekedlen henviser til den del af søen, som har form som en pølsekedel. Knappedam referer til ”knap” størrelse. Den del, man har udsigt til fra Lilleborg, er Pølsekedlen.
Søen er smuk og idyllisk på alle tider af året. En lidt mere speciel og meget smuk oplevelse kan man dog få om vinteren på klipperne i søens sydlige del. Når vejrforholdene tilsiger det, kan man her se et væld af store istapper, som glimter og knitrer i vintersolen.
Dyrene ved Lilleborg
Besøger man Lilleborg i skumrings- eller nattetimerne, kan man se rigtig mange flagermuse. Her jager de blandt andet natsværmere. Mon ikke en sen aftenudflugt ud og se på flagermus med noget varmt at drikke, lidt sødt og noget lys, kan være et stort hit hos mange børn.
Fuglelivet omkring søen er også ganske rigt, og store flokke gråænder og krikænder holder til i søen – især i jagttiden, når der blevet jaget andre steder i skovens moser og søer.
Der findes mange flere dyr og dyrearter i Almindingen, herunder de europæiske bisonokser, som man kan opleve i den del af skoven, som kaldes Bisonskoven. Du kan læse mere om dyrelivet i skoven på fredninger.dk. Her kan du også læse meget mere om skovens spændende planteliv.
Praktisk information og forslag til vandreture
Man kan køre direkte til Lilleborg, hvor man kan parkere bilen på den lille parkeringsplads, som ligger nedenfor klippeknuden. Når man kører ad landevejen fra Rønne mod Svaneke og ind igennem Almindingen, kan man næsten ikke undgå at bemærke Lilleborg, som ligger helt ud til vejen. Se kort her.
Turforslag
Som tidligere skrevet findes der et særdeles veludviklet og meget fint stisystem, som breder sig over hele Almindingen. Der er således ture for enhver smag – og form. Naturstyrelsen har lavet et kort over stierne i Almindingen, som du kan finde her. På Bornholm Info kan man finde fire forslag til smukke og spændende vandreture i området. Du også læse mere om mine ture i blandt andet Ekkodalen og Bisonskoven i Almindingen her på bloggen.
Senest er der blevet etableret en helt ny sti på tværs af det centrale Bornholm, som også går ind igennem Almindingen og forbi Lilleborg. Stien har fået navnet Højlyngsstien og er hele 67 kilometer lang.
Der er altså nok at vælge imellem, og man kan altid være sikker på at få nogle skønne naturoplevelser, uanset hvor man bevæger sig rundt i Almindingen.