Nem wok med kylling er måske nok en simpel hverdagsret, men det gør den ikke mindre lækker og smagfuld. Retten tager under 30 minutter at tilberede. Lav en dobbeltportion, og så har du til dagen efter også.
Selv om det er hverdag, så prøver jeg at undgå at gå for meget på kompromis med smagen. Uanset om der er masser af tid eller om det skal gå stærkt, så skal maden smage godt. Her er wokretter geniale. Grønsager og kød lynsteges på kort tid, tilsættes en sauce og serveres med ris. Det bliver ikke lettere. Som et ekstraplus er det budgetvenlig, og også en god måde at undgå madspild på. Brug hvad der er i køleskabet. Jeg synes ofte, at de asiatiske smagsingredienser er gode at bruge i en wokret. Ofte indgår de fleste i mit basiskøkken: lime, ingefær, soya, kokosmælk, rød curry og fish sauce. Med nogle af de ingredienser, kan der altid bikses en skøn sauce sammen.
Med en god sauce, så kan en wok ret serveret sammen med ris eller godt brød også være en ide til de kødfrie dage. Grøntsager og sauce er rigelig til at give den gode smag, og sammen med ris er det også et mættende måltid.
Hvis du ikke har en wok, så brug en tykbundet pande.