Rødkålssalat med pistacienødder og granatæble er virkelig lækkert tilbehør til f.eks. frikadeller, flæskesteg, medister eller andet svinekød. Og så er rødkål jo altid godt til and. Salaten kan også sagtens stå for sig selv i f.eks. madkassen til en sund og næringsrig frokost.
I aftes serverede jeg rødkålssalat med pistacienødder til frikadeller sammen med en skive rugbrød. Rødkålen stammer faktisk helt tilbage fra før jul, men den har ligget køligt og var stadig frisk. Salaten blev derfor egentlig til for at få rødkålen brugt, istedet for at smide den ud.
Den gemte rødkål er et faktisk lidt af et symbol på et af de dilemmaer, som jeg synes, at jeg især ved højtider står med ved at bo på en ø. Jeg har så mange gange oplevet op til højtider og weekender, at hylderne er tomme på de mest omsættelige varer. Og til jul er der bare nogle ting, som man ikke kan undvære, som f.eks. rødkål. Derfor købte jeg også indtil lager bare for at være på den sikre side. Heldigvis holder kålen sig længe, og det er der kommet denne skønne salat ud af.
Jeg er ret pjattet med pistacienødder, men du kan sagtens bruge andre slags nødder i rødkålssalaten. Prøv eventuel at erstatte æblerne med appelsin. Det smager også rigtig godt. Rødkål er i det hele taget bare supergodt på denne årstid, hvor vi har brug for lidt ekstra for at undgå forkølelser, influenza, halsbetændelse mv. Den er nemlig fyldt med C og E vitaminer og stærke antioxidanter.
Få flere opskrifter på lækre salater her.