Dejligste morgentur til Stampen uden for Rønne. Skov og strand i høj solskin fra en skyfri, blå himmel – hvad mere kan man ønske sig ? Læs om min tur nedenfor og find turinfo med rutebeskrivelse nederst i indlægget. Min billeder fra dagens flotte tur kan du se her.
Hvilken vidunderlig start på dagen med en vandretur ved Stampen på Bornholm i det lækreste efterårsvejr. Stampen er endnu et ud af mange skønne naturområder her på Solskinsøen. Området ligger lige uden for Rønne. Det på trods, og selv om vi efterhånden har boet her i 3 år, var det første gang i søndags, at jeg gik tur i området. Jeg blev dog langt fra færdig med at gå på opdagelse, og måtte derfor en tur derud igen her til morgen.
Hver gang at jeg går på opdagelse i nye områder på Bornholm, forbløffes jeg til stadighed af, hvor utrolig mange skønne pletter, der er på denne her ø. Stampen er ingen undtagelse, og slet ikke på en dag som denne. Det var bare en af de her helt fantastiske efterårsmorgener. Vindstille, sol fra en blå skyfri himmel og en temperatur på omkring 4-5 grader. En perfekt dag til en tur i skoven og til vandet.
Om Stampen
I og med at Stampen ligger lige ved siden af Bornholms lufthavn, skulle man tro, at man vil høre en del larm fra flyvere. Heldigvis er luftfartstrafikken til og fra Bornholm ikke voldsom. Faktisk hørte jeg ikke en eneste flyver på min tur i dag. I stedet var her så fredfyldt, og de eneste lyde, som var, kom fra fuglekvidder, rindende vand i bækken og Østersøens blide bølgeskvulp. Ren balsam for sjælen.
Stampen er et mindre sommerhusområde, som er charmerende med fine huse på relative store grunde inde blandt træerne. Her er små stisystemer ind gennem skoven, hvor der også er vandløb og stejle skrænter, der giver en smuk variation i landskabet. Stisystemet kan følges hele vejen gennem skoven og ned til den fine sandstrand ved Stampen. Stranden ligger i bunden af nogle temmelig stejle skrænter. Fra stranden af er der etableret flere trapper op ad skrænterne, som fører op til stisystemet og sommerhusvejene. Tager du til stranden ved Stampen for at bade, skal du være opmærksom på, at det er forbundet med livsfare at bade, når der er kraftig pålandsvind.
Historie
”Stampen” er opkaldt efter Stampemøllen, som var et gammelt stampeværk, der blev drevet af en vandmølle i Vellensåen. Her kom folk og afleverede hjemmevævede produkter af vadmelstøj og andet stof til stampning. I 1750 blev de første tanker om en vandmølle i Vellensåen med tilhørende stampeværk luftet. Tankerne blev en realitet og i 1806 overtog Hans Carlsen Lund stampemøllen. Det var også ham, som bl.a. etablerede den nuværende Aakirkebyvej. Her godt 200 år senere står der her stadig en vejvisersten med henvisning til stampeværket.
I 1819 besøgte H. C. Ørsted Bornholm, og udførte blandt andet studier ved i området. En kilde midtvej mellem vandværket og havet bærer i dag hans navn.
I 1877 blev Stampemøllen omdannet til traktørsted og nogle år senere også til hotel med dansegulv. Omkring århundredeskiftet 1800/1900 samledes mere end 1000 mennesker til grundlovsmøder på hotellet, og der var fra Rønne havn dampskibssejlads til Stampen hver søndag eftermiddag om sommeren. I 1922 blev hotellets grund til udstykning af sommerhusgrunde. Det første sommerhus i Stampen blev opført i 1923, og i dag er der mere end 150 huse i området. På hotellets grund blev Stampen vandværk anlagt i 1937, og de sidste rester efter hotellet blev fjernet i 1958. I dag – 130 år senere – kan man stadig se runde brosten fra den gamle gårdsplads nordvest for Lufthavnsvej, hvor vejen krydser Vellensåen. (Kilder: 367 ture i Bornholms Natur og Rønne Byarkiv).
På Rønne byarkivs hjemmeside kan du læse mere om Stampens historie og se fine billeder fra “gamle” dage.
Natur og flora
Området omkring nordvest for Lufthavnsvej vidner stadig om fordums tider, hvor der engang lå et hotel. Her er en anderledes vegatation i skovbunden, og man kan blandt andet finde både forårsløg og vedbend. Omkring Vellensåen er det også muligt at finde bevoksning af den sjældne “Duftende Hestehov”. Skoven er overvejende præget af bøgetræer.
Geologi og undergrund
Stampens undergrund er karakteriseret ved aflejringer fra jura- og kridttiden bestående af med Arnager Grønsand, Arnager-Kalk og Bavnodde Grønsand. Yderst ved havet er vekslende lag af sand, ler og kul. I 1966 blev der herudover fundet fosforitlag i Stampebækkens skrænter
Turinfo og praktik
Stisystemet ved Stampen er ikke synlige på Googles kort. Jeg har imidlertid forsøgt mig med selv at tegne ruten ind. Du kan finde kortet med dagens rute nederst i dette afsnit. Når du kommer fra Rønne og kører mod lufthavnen, kommer et skilt mod Stampen på højre hånd. Lige når du har drejet af, ligger der en parkeringsplads på højreside. Parkeringspladsen var udgangspunktet for min tur i dag.
En stor del af stisystemerne i området kan sagtens gås med både barnevogn og kørestol. Den tur jeg tog på, er dog ikke egnet til nogen af delene, da terrænet er lettere kuperet og stierne nogle steder temmelig smalle. Mindre børn, som kan gå selv, kan dog sagtens gå ruten.
Turrute / Længde: ca. 3 km / Tid: 40 min / let kuperet terræn, nogle steder stejlt og med smalle stier / børnevenlig / billedserie