Den her salat med grønne asparges er en rigtig sommersalat. Den gør sig allerbedst på en varm sommeraften til en god grillbøf med nye kartofler. Det er enkelt, men simpelthen bare så godt. Lige nøjagtig enkelt, hurtigt og velsmagende er et gennemgående motto i køkkenet i disse dage. Når vejret er så godt, skal haven passes og udelivet skal nydes. Derfor skal der ikke bruges alt for meget tid på at stå i køkkenet. Heldigvis kalder sommervejret også på let mad og gode salater, som ikke kræver så meget tilberedning. Salat med grønne asparges er en af dem.
Salaten er inspireret af, hvad der var i køleskabet. Det eneste jeg skulle supplere op med var de lækre friske nye asparges. Elsker den her tid på året, når der er nye asparges. De kan serveres til næsten alt, og smager så skønt. Det er også bare med at nyde det, når der er sæson. Den danske sæson for asparges er ganske kort, og varer fra maj til Skt. Hans. I øvrigt kan asparges holde sig i op til to uger ved opbevaring i en lufttæt beholder. De kan let friskes lidt op ved at give dem et rent snit, og stille dem med den nederste del i koldt vand i et par timer
Foråret er her – nyd det med god, let og lækkert mad, og de lækre råvarer, som netop nu er i sæson.