Hvilken fantastisk lørdag formiddag på den relativ nyanlagte plankesti i Allinge. En kold martsdag, hvor solen stod højt på en klar blå himmel. Det var intet mindre end magisk at gå på den smukke, smukke sti helt inde i klippelandskabet med Østersøen som det perfekte bagtæppe. Læs mere nedenfor og se billeder fra turen via linket her.
Plankestien i Allinge på Bornholm er af relativ ny dato. Den blev påbegyndt i 2019, og er faktisk ikke helt færdig endnu. Besøget her var vores første, men absolut ikke det sidste. Jeg kan slet ikke vente med at slentre rundt på stien til sommer og nyde en is på de smukke – og på det tidspunkt, varme – klipper.
Plankestien er er finansieret af midler fra staten, Bornholms Regionskommune og Realdania Fonden. Stien er en del af et projekt for en helhedsplan for Folkemødet og Allinge.
En sti i pagt med naturen
Plankestien snor sig som et vandløb ind igennem det smukke klippelandskab langs Møllerenden i Allinge. Arbejdet bliver udført af erhvervsdykker Kim Hansen. Ved udgangen af 2020 var de 2 af tre etaper af byggeriet afsluttet. Indtil videre er omkring 135 meter færdiggjort, og der mangler 80 meter, som skal forbinde Allinge Havn med Kampeløkke havn. Denne 3. etape forventes færdiggjort i foråret 2021. Personligt kunne jeg godt ønske mig stien noget længere af den simple grund, at jeg ikke kan få nok af at gå på den. Jeg er simpelthen imponeret over, hvor fint den sti er blevet anlagt. Efter min mening i fuldstændig respekt for og i harmoni med naturen.
Stien er lavet af azobé træ. Den kan ikke være helt let at anlægge. Klipperne må nemlig hverken bortspringes eller fjernes på anden vis. Den må være tilpasset klipperne og variere i bredden under hensyntagen til klipperne. Der må ganske enkelt ikke ske overgreb på naturen.
Praktisk information og turforslag
Stien giver en enestående mulighed for dårligt gående, børn mv. – og alle os andre – til at nyde klipperne og havet på nærmeste hold. Også på steder som tidligere har været svært tilgængelige.
Som skrevet ovenfor er plankestien i Allinge på Bornholm relativ kort, og kan vel dårligt regnes som en vandretur. Men området omkring Allinge er jo uimodståeligt, og der findes masser af muligheder for at kombinerer turen på plankestien med længere ture. Hammerknuden ligger “lige om hjørnet”, hvor der er både lange og kort, lette og udfordrende vandreture (se over vandreture her). Du kan også gå den fine rute fra Plankestien til den charmerende Sandvig Havn, og tage en is på vejen hos Kalas. Eller gå en tur op i Madsebakke, og opleve Nordens største område med Helleristninger, som menes at være op mod 3000 år.
Find inspiraton til flere uforglemmelige oplevelser på Bornholm her.
