Mette Duedahl laver noget af det smukkeste keramik. Kaffekopper, tallerkener, vaser og skåle i forskellige størrelser og i de skønneste farver, er det, som du møder, når du besøger hendes butik og værksted i Listed på Bornholm. Endnu en af Bornholms virkelig gode keramikere.
Jeg kan ikke kommer forbi Listed, andet end jeg også lige er nødt til at ind til Mette Duedahl keramik og kigge. Som regel ender det også med, at jeg lader mig friste og kommer derfra med en ting eller to. På billederne nederst får du lidt stemningsbilleder fra butikken og værkstedet samt billeder af nogle af de køb, som jeg har foretaget mig hos Mette Duedahl. Du genkender dem måske også fra nogle af mine madbilleder her på bloggen.
Duedahl er uddannet keramiker fra Kunstakademiets designskole i Nexø på Bornholm. I hendes design og keramik er hun optaget af æstetik og funktionalitet. Hendes keramik er blandt mine absolutte favoritter. Jeg er vild med hendes farver og enkelheden kombineret med de bløde former på hendes ting.
Hvis du vil besøge butikken og værkstedet i Listed, kan du finde vej ved at klikke her. Uden for sæsonen har hun åbent fredag og lørdag fra 11.00-17.00. Du kan læse mere om Mette Duedahl på hendes hjemmeside. Her er også en webshop, hvor du kan købe hendes produkter, hvis du ikke lige bor på Bornholm eller planlægger et besøg hertil. Ellers kan du også købe hendes keramik i Illums Bolighus.