Friske kammuslinger med appelsin og vaniljesauce på endivesalat smager simpelthen bare helt vidunderligt. En ideel forret til en festlig aften. Saligheden melder sig hver gang, vi sætter tænderne i friske kammuslinger. De er absolut ikke den billigste spise, men er alle pengene værd. Hvis du ikke kan få fat i kammuslingerne i frisk udgave hos den lokale fiskehandler, kan frosne også gøre det. De smager også skønt, men der er bare noget helt specielt ved de friske kammuslinger.
Får du fat i de friske kammuslinger i skal, så vær forsigtig, når du arbejder med dem. De åbnes ligesom østers, og skæres forsigtig fri fra musklen. Herefter skal de renses og eventuel rogn skæres fra. Det lyde mere kompliceret, end det egentlig er. Så lad dig ikke afskrække.
Især da vi boede i Norge, spiste vi forholdsvis mange kammuslinger. Her var det også lettere at få dem friske. I Danmark bliver det ikke helt så ofte, og typisk er de fra frost, da det næsten er umuligt at få fat i nogle friske. Selv om de ligger og ser friske ud hos fiskehandleren, så har de oftest været frosne, da de har en meget kort holdbarhed.
Kammuslinger med appelsin og vaniljesauce på endivesalat er en lidt ekstravagant forret, og passer til særlige lejligheder – f.eks. nytårsaften.. Himmelsk og en fuldt ud værdig måde at servere de dyre skaldyr på.
Få inspiration til andre skønne forretter her.