Hvide asparges med hollandaise sauce – kan det smage mere af forår ? Ikke hvis du spørger mig. Jeg elsker simpelthen hvide asparges, og så giver de en perfekt undskyldning til at smovse i en lækker hollandaise sauce.
De hvide asparges er for mig indbegrebet af forår. Sæsonen starter typisk i slutningen af april og varer til Sankt Hans. Det er derfor en relativ kort sæson, som skal udnyttes til fulde. Hvide asparges med hollandaise sauce er en hyppig serveret forret hos os, men vi bruger også de hvide asparges til f.eks. fisk eller i en salat til et godt stykke kød.
Både de grønne og de hvide asparges er sarte grøntsager, som skal behandles med nænsomhed. De hvide skal – modsat de grønne – skrælles, inden de tilberedes. Min foretrukne tilberedning er kogning i letsaltet vand i cirka 3 minutter, som i denne her opskrift. De må endelig ikke koges for meget, da de så bliver slatne og kedelige at sætte tænderne i.
Hollandaise saucen passer perfekt til de hvide asparges. Saucen er egentlig ikke så vanskelig at lave, som den rygte tilsiger. Sørg blot for at overholde de to hovedregler om konstant piskning, og at temperaturen ikke må overstige 60 grader. Prøv eventuel også en sauce mousseline til de hvide asparges.
Få inspiration til flere retter med både grønne og hvide asparges her.