Denne cremede jordskokkesuppe med bacondrys og persille er som skabt til en kold efterår- eller vinteraften. Jeg er rigtig glad for suppe om efteråret – og denne her suppe smager himmelsk, og mætter dejligt.
Jordskokkesuppe med bacondrys og persille er en af mine absolutte bedste supper. Suppen er skøn at servere til familien på en kold hverdag, men den gør sig også rigtig godt, når den serveres som forret eller en lille appetizer til en gæstemiddag. Det her er en af de retter, hvor man godt kan regne med, at der bliver spurgt til opskriften fra gæsterne efterfølgende. Det er i alle tilfælde min erfaring. Opskriften nedenfor er beregnet på en hovedret til 4 personer. Laver du suppen til forret, kan du godt regne med, at opskriften strækker til 8 personer.
Jordskokker er efter min mening den mest delikate af alle rodfrugter. Det er nok også den dyreste, og mest besværlige at klargøre. Ikke desto mindre er det det hele værd, når den første skefuld af denne suppe rammer ens mund.
TIP: Hvis man, som jeg, godt kan lide jordskokker og bruger dem i meget af ens madlavning, kan det godt betale sig at investere i en ordentlig kartoffelskræller, da knoldene ellers kan være noget genstridige.