Man kan ligefrem smage foråret i krabbeklør med aiolimayo og krydderurtedressing. Det er min oplevelse, at mange holder sig lidt tilbage med at kaste sig ud i tilberedning af skaldyr. Men det er så nemt, og det smager så godt. Man kan godt nok ikke helt slippe fra at blive fedtet ind, når man spiser de lækre delikatesser – men det er det hele værd. Jeg kan dog anbefale, at man investerer i noget ordentligt skaldyrsværkøj og bestik.
Vi laver ofte skaldyr her i huset. Imidlertid er det første gang, at jeg selv tilbereder krabbeklør. Inspirationen kom fra Kattegatcenterets Bio-Kim, som i de her Coronatider flere gange om ugen har streamet liveudsendelser med havets dyr, som tema. Et af temaerne var taskekrabber, og ungerne var helt vilde med det. Derfor var det også oplagt, at vi skulle prøve at smage dem. Allersjovest ville det have været, hvis vi havde fanget krabber selv. Det kan man mange steder i landet langs kysten, og det er en super sjov aktivitet med børnene. Du kan se, hvordan man gør her. På Bornholm er det dog ikke muligt at fange egne krabber. Østersøen har et meget lavt saltindhold, og derfor har vi hverken krabber, muslinger eller for den sags skyld brandmænd. Heldigvis havde den lokale fiskehandler masser af friske krabbeklør, så det måtte vi “nøjes” med i denne omgang.
Krabbeklør med aiolimayo og krydderurtedressing er en skøn ret, som kan tjene både som forret eller hovedmåltid – eller en skøn frokost på terassen akkompagneret af et koldt glas hvidvin. Kødet i krabbekløerne er meget fint og delikat, men der er ikke voldsomt meget af det. Det kan derfor godt betale sig, at købe rigtig mange af dem og servere dem med et godt stykke brød, hvis de skal tjene som et selvstændigt måltid.