Nu skulle det være! I tirsdags efter at have afleveret børnene i børnehaven tog jeg ud til Jons Kapel. Selv om vi nu har boet på Bornholm i 3½ år, har jeg indtil i tirsdags haft både trapperne, det imponerende klippeparti og naturen omkring til gode. Nedenfor kan du læse om min skønne morgentur i maj ved Jons Kapel, og et udpluk af mine billeder fra området, kan du se ved at klikke her.
Jons Kapel på Bornholm er en imponerende klippeformation, som ligger lige nord for Hasle på Bornholms vestkyst. Klippeformationen har en højde på ca. 40 meter. Med Østersøen som baggrundstæppe, skal der ikke meget blæst til her, for at sceneriet virker ret så dramatisk. I klippepartiet er der i alt tre klippehuler – eller ”ovne”, som de også kaldes af geologer. Ifølge sagnet var det her Jon boede og herfra han fortalte de hedenske bornholmere om Jesus
Det gamle sagn om Jons kapel
Ifølge et gammelt sagn er stedet opkaldt efter en Jon, som bosatte sig i grotten for at omvende de hedenske bornholmere til kristendommen. Hulhederne i klippen er skabt af havet i tidligere tider, da havets overflade lå højere, og bølgerne hamrede på kysten mere end 18 meter højere oppe end nutidens vandstand. Disse “ovne” har fået navnene : “Jons sakristi”, Jons soveværelse og Jons spisestue.
Sagnet beretter, at efterhånden kom der flere og flere bornholmere til grotten for at høre Jon fortælle om Jesus og kristendommen. Til sidst var de så mange at Jon måtte prædike udendørs fra en af klipperne. Klippen, som ligner en prædikestol.
Jons Kapel er således i virkeligheden en hule i den fritstående klippe, og selve klippeafsatsen, kaldes prædikestolen. Du kan komme ned til foden af klippen via 108 trappetrin. Trappen er i fin stand, og hele vejen ned, kan du nyde den fascinerende natur og den smukke, smukke udsigt. Husk blot, at du skal op ad trapperne igen.
Natur og planteliv
Hvis du har lidt (eller meget) interesse for botanik, er området omkring Jons kapel lidt af et eldorado. De stejle klippesider er nærmest dækket af grågrønne, sorte, grå og gule busklaver. Bagved de træer, som er – primært Ask, Elm og Hyld – er klippefladerne dækket af tætte bevoksninger med almindelig vedbend.
På min tur ned til kapellet denne maj dag, var de mest iøjnefaldende planter de smukke dagpragtstjerner, som sammen med stor hvid fladstjerne dannede det smukkeste pink / hvide blomsterhav. Det er da også her på de bornholmske kystklipper, at man finder den største forekomt af dagpragtstjerner i landet – og de er virkelig fine.
Selv om der stadig var et par anemoner – herunder blå anemoner – at spotte på min tur, så var jeg i den henseende lige et udkald for sent ude. Området omkring Jons Kapel er ellers et af de områder på øen, hvor man i de tidlige forårsmåneder kan opleve en svovlgul anemone, som er en krydsning mellem den hvide og gule anemone. Den har jeg endnu til gode at se. I øvrigt er området omkring Jons Kapel også det eneste sted på Bornholm, hvor der er en bevoksning af hvid hestehov. Den glæder jeg mig også til at se.
I sommermånederne præges toppen af klippepartiet af klipperøn, alt imens den store lugtløs Kamille (også kaldet arktisk kamille) vælter frem fra de talrige klippesprækker.
I hulerne omkring Jons kapel kan man også finde den stedsegrønne bregne Sort Radeløv. Faktisk er Bornholm det eneste sted i landet, hvor man kan opleve denne bregne.
Fugleliv
Indtil sidst i 1950’erne har vandrefalken ynglet på klipperne ved Jons Kapel. I dag er det klipperne længere mod nord, som er de foretrukne til yngel. Man kan dog stadig opleve den imponerende fugl på besøg omkring Jons kapel. Af ynglefugle omkring på kapellets klipper kan opleves både Alk og Lomvi, ligesom man også kan se Storskarve det meste af året (de yngler dog ikke på klipperne endnu)
Praktisk info og turguide
For at komme til Jons Kapel på Bornholm, skal du ca. 7 km nord for Hasle dreje til venstre ned ad Jons Kapelvej. Følg vejen til ende, hvor der er en parkeringsplads og en kiosk, som har åbent i højsæsonen. Se kort her. Her kan man stille bilen og gå de ca. 500 meter ned over marken og hen til trappen ned til Jons Kapel. Terrænet er fladt frem til trappen og kan gås af alle. Er man dårligt gående, kan man nøjes med at nyde udsigten fra toppen af trappen. Store børn kan sagtens klare turen op og ned ad trappen.
Har du lyst til at opleve mere af området, og faktisk et af de smukkeste (og dog for mange ukendte) områder på Øen, kan anbefales at følge Naturstyrelsens spor på 2,5 km ind igennem Blåskinsdalen. Her er helt vidunderligt og det er nærmest en hel eventyrlig verden, som gemmer sig her.
Du kan læse mere om Jons Kapel, området og naturen omkring på 367 ture og fredninger.dk