Her får du opskriften på en fløjsblød og børnevenlig udgave af gammeldags jordbærgrød med fløde. Endelig er de her – de lækre, søde og røde danske jordbær. Når det første røde bær dukker op i haven, vil begejstringen ingen ende tage. Herfra står den nemlig på friske jordbær fra haven hver dag i de næste 3 ugers tid.
I år har vi desværre ikke helt så mange store røde bær, som vi plejer. Planterne er ved at blive for gamle, og de nye, som jeg har plantet, kan ikke matche tidligere års niveau endnu. De, som er, skal derfor nydes, som de er – måske med lidt sukker på og fløde/mælk til. Jordbærrene til grød og marmelade køber jeg mig til ved nogle af de mange vejboder, som er her på øen.
I denne her opskrift har jeg gjort grøden særlig børnevenlig. Mine børn har fået den ide, at de absolut ikke kan lide “klumper” i hverken grød eller marmelade. Jeg vælger derfor oftest at køre grøden igennem med en stavblender, så grøden bliver helt lind. Hvis du gerne vil have stykker af jordbær i grøden (hvilket jeg faktisk selv foretrækker), lader du bare blenderen stå, og skærer jordbærrene i lidt mindre stykker, inden du koger grøden.
Det er ikke så ofte, at vi får dessert i hverdagene. Jeg må dog indrømme, at vi her i sommerperioden, hvor have og vejboder er fyldt med lækre bær, også får sneget dessert ind i hverdagene. Alle de skønne og friske bær skal jo nydes i den korte periode på året, hvor de er her. Gammeldags jordbærgrød med fløde er en klar favorit hos børnene, og stod det til dem, skulle de have det serveret hver aften hele sæsonen. Det er måske lige at overdrive det, men et par gange om ugen skal den lækre grød nok komme på bordet.
Du kan finde inspiration til flere skønne retter med jordbær her.