Fransk æbletærte med mandler er opskriften på en skøn tærte, som er rigtig god kage til kaffen eller en god dessert. Denne her æbletærte var mit bidrag til sammenskud, da vi havde spilleaften med gode venner i går. Tærten var et hit, så det var anstrengelserne værd. Jeg er ret glad for tærter, men må også indrømme, at tærtedej og jeg ikke altid er lige gode venner.
Der skal arbejdes hurtigt med en tærtedej. Hvis den bliver for varm, falder den fra hinanden og bliver umulig at arbejde med. Jeg har varme hænder, så jeg skylder dem altid i koldt vand først. Alligevel går det nogle gange galt, som det også gjorde i går. Det lykkedes dog i 2. forsøg at få rullet dejen ud og få den fint over i tærteformen. Tærtebunden er lavet på mel og mandler. Hvis du ikke har tid eller overskud til at stå og smutte mandler, kan du alternativt bruge mandelmel. Vær også lidt opmærksom på, at dejen pga. mandlerne er lidt mørkere end en almindelig tærtebund. Farven kan snyde lidt i ovnen.
Skal det hele gå hurtigt eller er dit temperament ikke til at arbejde med tærtedej, så kan du altid vælge den lette løsning og købe din tærtedej færdiglavet.