I onsdags stod vi op til den smukkeste morgen. Den første nattefrost havde meldt sin ankomst samtidig med at solen skinnede fra en skyfri blå himmel. På en sådan morgen føler jeg mig særlig priviligeret over, at jeg har muligheden for at drage ud i naturen og nyde det flotte sceneri. Denne dags destination for morgenturen var Safirsøen i Hasle Klinkerskoven ved Sorthat Muleby. Se de smukke stemningsbilleder fra turen her.
Det blev intet mindre end en magisk vandretur rundt om Safirsøen. Den “dampende” sø, den friske luft og det flotte vejr skabte en helt eventyrlig stemning. Det var helt fantastisk og nærmest meditativt at gå alene rundt her med fugle, egern og et par rådyr som eneste selskab.
Turen rundt om selve Safirsøen er temmelig kort og kan klares på ca. 20 minutter. Vil man gå længere, er der masser af muligheder for det, da der er mange gode stier og ruter at følge i Hasle Klinkerskoven (Hasle Lystskov). Områdets andre smukke søer Rubinsøen, Pyritsøen og Smaragdsøen ligger i gåafstand fra Safirsøen. Praktik, turinfo og rutekort finder du nederst i indlægget.
Om Safirsøen
Der, hvor Safirsøen ligger i dag, begyndte man 1968 at grave efter ler til brug for produktion på Hasle Klinker- og Chamottestensfabrikken af ildfaste rør og teglsten. Leret var dog af så dårlig kvalitet, at udgravningen stoppede og graven blev fyldt med vand.
Safirsøen er ca 1,5 ha og har en dybde på ca. 5 m. I dag bruges søen hovedsageligt som rekreativt område, hvor man kan tage på tur i den skønne natur omkring søen og fiske i søen uden fisketegn. Flere steder er det muligt sidde på stole og bænke og indtage medbragt mad. Stedet er et oplagt sted at tage børn med hen og måske medbringe et par fiskestænger. I området omkring søen er der også anlagt et mountainbikespor.
Natur og dyreliv
Nordvest for Safirsøen kan man finde den forholdsvis sjældne Skærmblomstret Vintergrønt.
Ved Safirsøen er der også et interessant dyreliv. Søen er især kendt for en relativ stor bestand af skrubtudser og latterfrøer, som i Danmark kun findes på Bornholm. Om sommeren kan man om natten høre de elskovssyge kæmpefrøers latter fra alle sider af. Søen har ligeledes en unik bestand af guldsmede. I 2018 blev en Østlig kærguldsmed set ved søen – den første set i Danmark i nyere tid. Det er også ved Safirsøen, at man for første gang i Danmark har opserveret Lille Kejserguldsmed (Kilde: Mogens Holmen i Natur på Bornholm 2017). Herudover kan man møde de mere traditionelle skovdyr som egern og dådyr.
Fiskeri
I Safirsøen kan der fiskes uden fisketegn under hensyntagen til de almindelige regler i Fiskeriloven. Vær her især opmærksom på at respektere fredningstider og mindstemål. I søen kan der fanges gedder og aborrer samt et væld af fredfisk, som fx karper.
Turinfo og praktiske oplysninger
En vandretur rundt om Safirsøen er så kort, at den sagtens kan gås af mindre børn. Området er ideelt for masser af leg og aktiviteter med børn. Stien rundt om søen er nogle steder både stejl og smal, hvilket ikke gør den egnet til barnevogne eller gangbesværede. Der hvor det bliver stejlt, kan man imidlertid vælge at følge en anden sti rundt, og dermed undgå det smalle og stejle sted.
Safirsøen finder du på kortet her. Fra Rønne kører du nord på ad Haslevej og et lille stykke ud af byen, indtil du på venstre hånd ser skiltet mod Sorthat Muleby. Drej til venstre og følg vejen til Sorthat Muleby. Her kommer et skilt på venstre hånd, som viser ned til Safirsøen, Pyrit- og Smaragdsøen. Safirsøen er den første som du kommer til på venstre hånd. Her er en lille parkeringsplads, hvorfra du går de sidste 100 meter ned til selve søen.
Turrute / Tid: 20 minutter / Længde: 1 km / børnevenlig