Shoppingtur i Listed kan måske umiddelbar lyde som noget af en overdrivelse. I Listed kan antallet af butikker nemlig tælles på under 2 hænder. Til gengæld er der rigtig mange lækre ting i forretningerne og fristelserne er store.
I dag tog jeg og en veninde til Listed på en minishoppetur. Listed er en meget charmerende lille by ved Bornholms østkyst, hvor der er en lille havn, vinbar og cafe og nogle små hyggelig forretninger. Efter at have drukket formiddagskaffe på Bay Frost, tulrede vi rundt blandt de små butikker og fik set på keramik, brugskunst, tæpper og smykker. Der var rigtig mange smukke ting, og kortet røg da også op nogle gange. Nederst kan du se billeder af de fine ting, som jeg kom hjem med
Lige for tiden har jeg en ting med keramik. Jeg ved ikke, om det er Bornholm med alle de dygtige keramikere og kunsthåndværkere, som er nået ind under huden på mig. I alle tilfælde føler jeg mig draget, og føler at kortet brænder i lommen på mig, hver gang jeg besøger et keramikværksted.
Butikkerne
Mette Duedahl
Har du det ligesom mig med keramik, så er et besøg hos Mette Duedahl i Listed et absolut “must”. Hun laver det smukkeste brugskunst i de fineste farver. Hos Mette Duedahl faldt jeg for nogle af hendes smukke kaffekopper og en af hendes tallerkener måtte jeg også have med mig. Da jeg jo tager en del madbilleder, er det min undskyldning for at købe ret så mange nye forskellige tallerkener. Det er der jo en sandhed i, men jeg synes også bare, at det er så hyggeligt og fint med mange tallerkener af forskellig udseende. Du kan læse mere om Mette Duedahl her.
Madam Stoltz
Efter besøget hos Mette Duedahl stod den på Madam Stoltz, som er en forretning med forskellig brugskunst og interiør til boligindretning. En skøn butik, hvor man kan gøre sig nogle virkelig fine køb. I dag endte jeg op med at købe nogle bedårende små tekopper, som leder mine tanker tilbage til Bali, hvor teen blev serveret i små kopper. Jeg købte også et par nye tandkrus, som jeg er sikker på, at ungerne også bliver begejstret for.
Sebatian Frost
Til sidst besøgte vi også Sebastian Frost. Bare for at kigge og drømme lidt – for her skal tegnebogen altså være godt polstret for at kunne være med. Sebastian Frost laver ure og nogle af de smukkeste diamantsmykker, blandt andet med svævende diamanter. Her er der altså smykker, som koster mere end en halv million. Det er vildt at tænke på, men et meget fascinerende og dragende univers at bevæge sig rundt i.
LOV i Listed
Egentlig ville vi også have besøgt LOV keramik, men de havde desværre lukket. Og det er selv om der er højsæson. LOV leverer blandt andet keramik til den bornholmske michelinstjerne restaurant Kadeau. Lige nu har de så mange bestillinger i ordreborgen, at de ikke tager imod flere. De er derfor også nødsaget til kun at holde åbent om lørdagen, selv om det er højsæson. Det siger jo lidt om, hvor populært keramikken her er – og det er virkelig også smukt. Noget som står på højt på ønskelisten hos mig.
Alt i alt blev det til en pænt indbringende shoppetur i Listed med smukke ting, som jeg er er så glad for og nyder at se på. Alle forretningerne, som vi besøgte i dag plus LOV i Listed, har jeg plottet ind i google maps. Du kan se kort og beliggenhed her.