Fra bunden af Ørnebjerg ved Hammersøen på Bornholm snor den smalle vej sig op til Hammerknudens højeste punkt i skarpe hårnålesving, som sagtens kan måle sig med dem, vi kender fra bjergene i Sydeuropa. På toppen venter Hammerfyr, Krystalsøen og fantastiske udsigter ud over Østersøen og ikke mindst den smukke, turkisfarvet Opalsø. Læs om turen nedenfor og se min billedeserie ved at klikke på linket her.
Turlænge: 1 km (kan udvides i mange variationer, se nederst i indlægget / Tid ½ time /Jævnt terræn / ikke egnet for barnevogne / kan gås af børn og gangbesværede (vær dog OBS på stejle klipper, som ikke er afskærmet, læs mere under praktisk info)
Hammerfyr og Krystalsøen på Bornholm ligger på toppen af Ørnebjerg, og er nogle af Hammerknudens mange smukke og unikke steder. Området har så meget at byde på, at selv om turen i sig selv er kort, kan man sagtens bruge en halv dag på at udforske plateauet på Ørnebjerg.. Her er idyl, bjergtagende udsigter, kulturhistorie, troldeskov, klippelandskab, fuglefjeld og en idyllisk sø.
Turen derop kan tage noget tid. Ikke bare på grund af vejens beskaffenhed og udfordrende hårnålesving. Der er nemlig også temmelig stor sandsynlighed for, at en flok hammerhuslam eller køer har slået sig ned midt på vejen. Her er der ikke andet at gøre end at væbne sig med tålmodighed og vente til, at dyrene flytter sig. Alternativt må man ud af bilen og se, om man ikke kan få dem lokket lidt til side.
Hammerfyret
Hammerfyret troner på toppen af Ørnebjerg, som ligger 82 meter over havet. Fra Hammerens top er der sendt lys ud over Østersøen helt tilbage i 1802, og det var et af de første steder, hvor man anvendte elektricitet og radiosignaler.
Selve Fyret er opført i 1872, og er bygget af granit brudt i bruddet omkring Krystalsøen et par hundrede meter derfra. Overfor fyrmesterboligen ligger de bygninger, der tidligere tjente som bolig for fyrassistenterne. Når man går ind på stierne i området, kan du stadig se de flotte stengærder, som engang indhegnede fyrmesternehaverne.
Fyret er blevet moderniseret en del gange igennem tiden, men er ikke længere aktivt. Det blev taget ud af drift i 1990, og hører i dag ind under Naturstyrelsen Bornholm. Selv om fyret ikke er aktivt længere, er fyrmesterboligen stadig beboet. De nuværende beboer har lavet deres egen hjemmeside, hvor man kan læse meget mere om fyrets historier, og ligeledes booke guidede ture på Hammerknuden.
I højsæsonen kan man komme op i toppen af fyret gratis. Herfra er der en helt fantastisk 360 graders udsigt ud over Hammerknuden og Østersøen.
Området nordvest for Hammerfyret
På den første del af stien, som starter til venstre for Hammerfyret, byder på en helt vidunderlig udsigt. Her går man på et relativt bart og fladt klippeplateau med en vid udsigt ud over den blå østersø. På en dag med bare lidt vind, skal man forvente at blive blæst godt igennem, når man bevæger sig rundt på plateauet.
Aftryk fra istiden
Da gletcherisen skurede ind over grundfjeldet, opstod der såkaldte parabelmærker i klipperne. Dem kan man stadig se nogle steder på klippen, når man bevæger sig rundt på plateuaet. Flere steder kan man også se glatslebne vandrender, som stammer fra smeltevandet under den store iskappe i istiden.
Mummilandskab
Følger man stien ind i området nordvest for fyret, går man igennem de gamle fyrhaver med de gamle stengærder og klipper på begge sider. Kontrasterne mellem det stengærdene og det frodige grønne mos giver en helt specielt stemning. Man får nærmest en oplevelse af at gå igennem et mummilandskab eller hobbiternes univers i Ringenes Herre.
Krystalsøen
Fortsætter man af stien ind igennem de gamle fyrhave, kommer man frem til Krystalsøen. Søen er en regnvandssø, som ligger i et af de ældste stenbrud på Hammeren. Brydningen startede helt tilbage i 1872 i forbindelse med opførslen af Hammerfyret i 1972. Når man går rundt inde omkring søen, får man tydeligt fornemmelsen af, at gå i et brud. Et brud, som er blevet kaldt Sibirien, fordi der især om vinteren er bidende koldt på grund af blæst og kulde.
Navnet Krystalsøen kommer sig af, at det regnsvand, som samlede sig i det gamle brud, engang har været helt krystalklart. Det kan man ikke helt påstå er tilfældet i dag, men vandet er dog klart nok til at man kan spotte de mange guldfisk, som er udsat i søen. Har man børn med på turen, kan det anbefales også at have lidt lyst franskbrød med i rygsækken. De fleste unger synes at det er et kæmpehit at ligge på kanten ved søen og fodre guldfiskene, som har en gluppende appetit.
Opalsøen og skovområdet
Går man videre rundt 20-30 meter ad stien fra Krystalsøen, kommer man til en udsigtspost med et storslået vue ned over den smukke, turkise Opalsø og Danmarks eneste rigtige fuglefjeld. Vær opmærksom på, at der ikke er hegn flere af de steder, hvor klipperne fra kanten nærmest går lodret ned.
Du kan læse mere om Opalsøen i mit blogindlæg her.
Fra udsigtsposten fortsætter man lige ud af stien rundt om søen. Her får man også et lille kig til Hammershus og det imponerende syn til klippekysten ned langs Bornholms vestkyst. Herefter går turen ind i et skovområde, som mest af alt minder om en troldeskov med lave, tætstående træer. Træer som nok kan få de fleste børn til at klappe i hænderne med usigten til en masse klatreudfordringer.
Praktisk info og tips til vandreruter
Hele Hammerknuden er fredet, men heldigvis er der etableret rigtig mange vandrestier. På fredninger.dk kan man finde et kort over forslag til forskellige vandreruter. Naturstyrelsen har også udgivet en folder med kort over forskellige vandreture. Folderen kan downloades her. Der findes både kortere og længere ture, som har forskellige sværhedsgrader i forhold til terræn og stigninger.
Har man f.eks. børn med eller har bare ikke lyst til at gå så langt, kan man vælge at gå den korte tur omkring Krystalsøen. Den er kun cirka 1 kilometer lang. Sørg dog for, at holde minder børn i hånden de første cirka 50 meters fra Krystalsøen og rundt ved klippesiden ned til Opalsøen. Man kan parkere bilen på en mindre parkeringsplads ved Hammerfyr, og derfra følge stien ind til venstre. Det kan godt i øvrigt anbefales, at være opmærksom på, at der går både får, lam og køer frit rundt i området, hvilket betyder, at der også ligger en del kokager og får- og lammelort på stigerne.
Har man mod på det, er det også en superskøn tur, at gå fra bunden af Hammersøen og op ad Fyrvejen med de mange hårnålesving og ofte mange dyr. I maj kan nattergalenes sang nydes på vejen op. Turen op kan sagtens gås med barnevogn, men man skal naturligvis være indstillet på, at det går relativ stejlt opad.
Få inspiration til mange flere fantastiske oplevelser på Bornholm her.