Opskrifter med oksekød finder du nedenfor. At sætte tænderne i et godt, velhængt stykke oksekød kombineret med noget fantastisk tilbehør, er noget af det bedste. Det er dog noget, som hos os hovedsageligt er reserveret til weekenderne. I hverdagene er det mest hakket oksekød, som typisk indgår i diverse variationer af hakkebøf, bolognaise og chili con carne.
Ofte kan det være lidt af et lotteri at købe en god bøf eller steg i supermarkedet. Det skyldes, at meget af det kød, som sælges i supermarkederne er fra malkekvæg. Malkekvæget bliver avlet til at producere mælk. Smagen og strukturen i sådan et stykke kød er derfor også oftest ringere.
Hakket kød fra malkekvæg, synes jeg dog fungerer fint til hverdagsmad. Men står den på steg eller bøf i weekenden, er det altid fra kødkvæg. Det kan f.eks. være kød fra Limousine eller Angus. Det kan man også få i en del dagligvarebutikker op til weekendene. Her prioriterer vi dog næsten altid at købe lokalt kød fra Bornholm.
Bornholm
På Bornholm er vi så heldige at have Hallegaard, som er garant for noget af det bedste kød. I tillæg ved vi også, at dyrerne her har har levet et dyreliv på 1. klasse. Vi er også så priviligeret, at Torvehal Bornholm ligger 5 min. fra, hvor vi bor. Her er der en fantastisk slagterafdeling, hvor vi kan købe kød fra de lokale gårde. Når der købes kød lokalt, så følger der også altid en eller to gode historier med. Så ud over, at få fantastisk kød, er det superhyggeligt og lokalsamfundet støttes. Meeen det er selvfølgelig også lidt dyrere.
Oksekød og miljøet
Pga. af hele miljøproblematikken har vi i vores familie, som hos mange andre, også skåret kraftigt ned på indtaget af oksekød. Vi kan ikke gøre så meget ved køernes udslip, men ved at handle lokalt kan vi minimere det udslip, som kommer fra transporten af køer og kød.