Travetur på Antoinette stranden i Rønne på en bidende kold vinterdag gør godt for krop og sjæl. Læs i dette blogindlæg om dagens travetur på stranden, få link til fotoserie fra turen og link til kort.
Kort; Turlængde: ca. 4 km; Tid: ca. 1 lille time; børnevenligt; ikke egnet til barnevogne, kørestole mm; Billedeserie
Jeg er så privilegeret, at Antoinette stranden ligger tæt på, hvor vi bor. Derfor kommer jeg der ofte hele året rundt – enten alene eller sammen med familien. Det er nu alligevel et stykke tid siden, at jeg har været der sidst, og det var imponerende at se, hvor meget efterårs- og vinterstormene har præget kyststrækningen. Væltede træer og stier, som er blevet væk.
Tidligere har der været små stikstier op ad skrænten ind til stierne i Blykobbe Plantage. De stier var væk – havet har simpelthen spist det stykke af skrænterne, hvor stierne har været. Egentlig havde jeg regnet med at gå på stranden den ene halvdel af min tur og så tage skovstien retur. Returvejen blev så også langs vandet, da det ikke var muligt at komme op på skovstien.
Blæsten havde godt fat i dag, og der var gode bølger. Bortset fra nogle bunker med tang, så var sandstranden så fin og hvid. Nogle steder ses også sort sand, men bare rolig – det er ikke forurening fra olieudslip. Da vi besøgte stranden de første gange, troede vinetop, at det var olieforurening fra skibe. Hver gang vi besøgte stranden fandt vi imidlertid relativ mange flade sorte stenlignende genstande, som var meget porøse i det – og som afgav farve. Ingen tvivl om, at det er den sorte farve som ses i sandet. Vi har siden hen undersøgt det nærmere, og det viser sig, at det er skifer. Du kan læse mere om Antoinette stranden her.
Kort og rutevejledning
Fra Rønne kører du ud af Haslevej. Lige ved udkanten af byen på venstre side kommer Antoinettevej. Den drejer du ned ad. For enden af vejen er en parkeringsplads samt info omkring Blykobbe Plantage. Fortsæt til fods lige ud, følg stien og du kommer ned til vandet. Husk at nyd den flotte udsigt ud over Østersøen fra skrænten. Se også kort her.