Hvis du har vanskelig ved at finde julestemningen frem, skal du bare besøge Slusegaard julelade og café på Bornholm. Her finder du den ægte juleatsmosfære – i alle tilfælde den som jeg forbinder med min barndom. Se stemningsbilleder nederst i indlægget.
Et eller flere besøg på Slusegaard café og julelade i december kan meget let gå hen og blive en fast tradition i vores familie, efter at vi er flyttet på Bornholm. Forrige jul kørte vi til Slusegaard for at købe årets juletræ. Vi kunne vælge mellem træer, som allerede var fældet, eller få en økse med og fælde træet selv i en nærlæggende juletræsplantage. Vi valgte det sidste. Det var en kold affære, og jeg er ikke sikker på, at min mand var helt så begejstret som os andre. Der var nemlig hundekoldt og blæsende. Alligevel var det bare så nostaltisk, og ligesom jeg selv husker det som barn. At gå rundt på plantagen og selv vælge træet. Og lige nøjatig på denne dag sidste år faldt også den første sne. Det er nogle minder, som jeg håber, at vores børn også tager med sig.
Caféen
Da vi returnerede til Slusegaard med økse og træ, var vi godt forfrosne. Dog ikke noget som et et godt glas varmt gløgg og æbleskiver i caféen ikke kunne råde bod på. Den hyggelige og autentiske julestemning på caféen på Slusegaard får også varmen til at sprede sig i kroppen helt af sig selv. Det emmer simpelthen af jul i caféen, hvor der er pyntet op i den lidt gammeldags romatiske stil. I caféen serveres der æbleskiver, de lækreste pandekager, gløgg, varm chokolade, kaffe og kage og meget mere. Her kan du også bestille en tallerken med bornholmske specialiteter, blandt andet den bornholmske ristepølse (den hedder “ristepølse”, og er ikke at forveksle med en “ristet pølse” fra pølsevognen).
Du kan også købe Slusegaards egen gran snaps i caféen. En snaps som i september 2019 blev nr 1 i DM for kryddersnapse i kategorien “kan drikkes til godt til mad” og nr. 3 samlet.
Anjas julelade
Ved siden af caféen ligger “Anjas julelade”. Her findes alt, hvad julehjertet kan begære lige fra dekorationer til julepynt og et utal af kulørte og smukt dekoreret skinnende glaskugler til juletræet.
I mandags havde vi mor-datter dag, og her kørte vi en tur sydpå til dette års første besøg på Slusegaard café og julelade. Det var sådan en hyggelig dag, og min datter var i den syvende himmel sammen med alle glaskuglerne, en nutellapandekage, varm chokolade og alle nissene. At se julelysene i min datters øjne, imens hun gik på opdagelse i juleladen, var en rørende oplevelse. Vi kommer helt sikkert til at besøge Slusegaard et par gange mere inden jul, og mon ikke, at det også bliver der, vi igen finder årets juletræ ? Det kunne blive en rigtig fin juletradition.
Praktisk info
For at komme til Slusegaard julelade og café fra Rønne, skal du køre i sydlig retning mod Dueodde. Når du kommer til Pederske, kører du ad Østre Sømarksvej, indtil du kommer til Strandvejen. Fortsæt ad Strandvejen indtil du ser skiltet mod Slusegaard. Fortsæt indtil du ser skiltet mod Slusegaard. Adressen er Strandvejen 10, 3720 Aakirkeby. Du kan også se beliggenheden på kortet her. På Slusegaards hjemmeside kan du holde dig opdateret omkring åbningstider, som varierer alt efter tiden på året.
Hisv du besøger Slusegaard er det en oplagt mulighed for også at besøge Slusegaard Vandmølle og til gå en tur i det helt unikke område, som hører til et af de bedst bedømte områder på Bornholm.
1 Kommentar
Deres hjemmeside er desværre taget ned.