Vintergækkerne – de snyder mig hvert år. De sarte, finte vintergækker begynder så småt at pryde haven sammen med de smukke erantis. De er så smukke, og jeg bliver så glad, når jeg ser dem den første gang på året. Efter måneder med en have i dvale, sker der endelig noget. Men uhhh hvor de snyder mig hver eneste år.
Når vintergækker og erantis begynder at pible frem i haven, stiger humøret og jeg får straks de første fornemmelser af forår. Den der skønne følelse af, at tingene i haven begynder at gro. Igen kan du begynde at plukke og pynte op indenfor med dét, som gror i haven. Jeg elsker det! De her vintergækker og erantisser er uden tvivl det første varsel i haven om lysere tider, men ikke ensbetydende med at der ikke venter en storm eller to. Som regel kommer de første rigtige snestorme først efter at vintergækkerne er tittet frem. Og når man nu har fået de første forårsfornemmelser, så føles det lidt som snyd.
Uanset om der kommer sne eller ej, så kan man ikke lade være med bare at elske, når det første liv begynder at vise sig i haven. Og jeg elsker, at vi er så privilegeret at have en have fyldt med løgblomster, herunder vintergækkerne. Der er derfor også rigeligt at plukke af til at pynte op indenfor, uden at det går ud over havens skønhed.
I dag har jeg plukket de første vintergækker, og sat dem i mit køkkenvindue i smukke miniature vaser fra lokale bornholmske Baltic Sea Glass. Det kan man da kun blive glad af at se på.