Efter at have været hjemme med en syg søn i 10 dage, trængte jeg her til i morgen i den grad til at komme ud og gå en lang tur. Valget af destination for dagens tur faldt på Sose Strand og Risebækken. Et dramatisk kystlandskab, som selv i et gråt og kedeligt vejr, er fantastisk smukt. Turinfo med kort og rute samt link til billedserie fra dagens turfinder du nederst i dette indlæg.
Sose Strand har jeg længe gerne ville besøge. I dag skulle det være, og hvilket fascinerende sceneri som mødte mig, med næsten lodrette stejle skrænter, som omkranser stranden og en brusende Østersø. Kyststien, som jeg fulgte, går på højderyggen af skrænterne. Flere steder går man og kan se lodret ned. Jeg må indrømme, at min højdeskræk blev noget udfordret flere steder.
Selve Sose stranden er en fin sandstrand og er et af de mere ukendte badesteder på Bornholm. Her kan man derfor også opleve lidt mere fred og ro på sin badetur.
En dramatisk historie
Når man går langs stranden og oplever freden og stilheden, er det vanskeligt at forestille sig, at her har Danmarkshistoriens største skibsforlis fundet sted. Den dramatiske begivenhed fandt sted under den skånske krig i 1678, og kostede mere end 1000 mennesker livet, da 18 svenske krigsskibe blev slået til vrag ved Sose bugt. Du kan læse mere om forliset her. Skibsvragene fra dengang ligger stadig på havbunden under et tykt lag sand. Fritidsdykkere har flere gange gjort interessante fund her, og så sent som i 2009 blev der fundet en sølvskat.
Naturen og geologiske forhold
De stejle skrænter langs kyststrækningen i Sose Bugt er i virkeligheden én stor klint på ca. 40 meter. Klinten er fra Tidlig Jura og referes i geologiske termer til Sose Bugt Leddet. Klinten er opbygget af fire forskellige geologiske lag, og nederst er sort og gråt ler og kullag. Leret er blevet gravet på stranden i et par hundrede år for blive brugt i pottemagerier i Rønne.
I klintens lag er der blevet fundet nogle strukturer, som man mener kan stamme fra fodspor fra dinosauerer. Palæontologer, som har besøgt stedet, mener således at kunne anskueliggøre, at det drejer sig om det ca. 200 mio gamle dyr Prosauropoder (Kilde: Bornholms Tidende, November 2011)
Planteliv
Midt i de mange kul- og skiferstykker, som der er en masse af på klinten og stranden, vokser en smuk violetblomstret strandplante, også kaldet Strandsennep. De violette kronblade egner sig fint til “drys” til maden som et alternativ til f.eks. karse.
Læs meget mere om Sose Strands historie, natur og geologi på hjemmesiden for 367 ture.
Turinfo, beskrivelse, kort & rute
Fra Rønne siden kører du ud forbi Lufthavnen og Arnager i sydgående retning. Godt 5 km efter lufthavnen, kommer Sosevejen på højre hånd. Kør ned i bunden af Sosevejen, hvor du kan stille bilen på en lille parkeringsplads. Allerede når du stiger ud af bilen, møder der dig et fantastisk skue ud over bugten med de stejle skrænter og Sose Strand. Fra parkeringspladsen er der piktogrammer, som leder dig i sydgående retning ad Kyststien. Her går du med grønne marker på den ene side og afgrunden ned fra de stejle skrænter på den anden side.
Efter ca. 500 meter leder stien ned til Stranden og Risebækkens udløb. Herfra kan du gå opad i et kuperet landskab og returnere til udgangspunktet. Denne strækning er ca. 2,5 km lang. Du kan også gå lidt længere og tage stien/vejen op til Søndre Landevej og gå ad den vej tilbage til Sosevejen og ned til parkeringspladsen. Eller du kan fortsætte langs kyststien, så langt som du har lyst, tid og ben til. Strækningen er ikke egnet til hverken barnevogne eller gangsbesværede. Jeg vil nok heller ikke anbefale at tage mindre børn med på turen, jo mindre der holdes godt fast i dem på i alle tilfælde det første stykke af turen, hvor stien går tæt på de stejle skrænter
Ønsker du blot at besøge den dejlige strand på en varm sommerdag, er den letteste adgang fra parkeringspladsen ved Møllerup ca. 1 km øst for Sose Odde.
Turlængde: 2,5 km, Tid: ca. 40 minutter, kuperet terræn, ikke egnet til barnevogn, gangbesværede og gående mindre børn, kort
Billeder og billedeserie
Du kan se nogle af billederne fra dagens tur nedenfor. For fuld størrelse og flere billeder fra Sose Strand og Risebækken klik her.