Pitabrød med krydret kylling er en dejlig let og skøn hverdagsret. Med to aktive tvillinger på 5 år i huset, er det ikke altid, at overskuddet er til den store madlavningtur i køkkenet. Nogle dage må det godt bare være let og hurtigt. Men det behøver heldigvis ikke at være ensbetydende med, at vi går på kompromis med smagen.
Pitabrød med krydret kylling er en af de retter, som både voksne og børn i familien holder meget af. Kyllingen er krydret, men ikke stærk, så ungerne kan sagtens være med her. De elsker også, når de selv kan lave deres eget pitafyld med alt det forskellige grønne, som bliver sat på bordet i forskellige skåle.
Har du god tid, er det bedste selvfølgelig at bage pitabrødene selv. Når jeg laver retten, er det oftest fordi at det skal være let og hurtigt. Derfor må jeg indrømme, at jeg ofte her springer over, hvor gærdet er lavest og køber pitabrødene.
Lav eventuel en ekstra stor portion af kyllingfyldet. Så har du også til fyld i pitabrød til frokost dagen efter.