Ørred bagt med brødkrummer og mandel-kartoffelfad er opskriften på en sund og velsmagende hverdagsret med fisk. Retten er ukompliceret at gå til og let at tilberede. Ørredfileten kan sagtens erstattes med en anden fisk – f.eks. laks.
Da vi boede i Norge, spiste vi masser af fisk. Efter at vi er flyttet til Bornholm spiser vi – til min store fortrydelse – meget mindre fisk. Det hænger helt sikkert sammen med, at udbuddet af frisk fisk på Bornholm faktisk er temmelig begrænset. Det er i den grad kommet bag på mig, at der ikke er lettere tilgang til frisk fisk her. Når man har været forkælet med så let adgang til alverdens lækre friske fisk tidligere, så stritter jeg lidt imod at købe fisk på frost. Det er jeg imidlertid begyndt på her på det seneste, da vi simpelthen skal til at spise mere fisk igen hos os.
Med ørred bagt med brødkrummer og mandel-kartoffelfad fik vi begyndt ugen godt med en fiskeret. Målet er, at vi skal op og spise fisk minimum de 2 gange om ugen, som anbefales af Sundhedsmyndighederne. Får du spist nok fisk ?