Krydret kylling og grøntsager i fad er en skøn og velsmagende ret, til når det skal være lidt nemt og hurtigt i hverdagen.
Efter at børnene er begyndt at gå i skole, er der kommet mere struktur på vores hverdag herhjemme. Det har der nærmest ikke været siden marts, hvor vi rejste til Thailand på ferie og kom hjem til Danmark og corona lock-down. Herefter kom helligdage og lang sommerferie. Lige så meget som jeg har nydt ferier og egentlig også at være sammen under lock-down, må jeg indrømme, at jeg også nyder den lidt mere normale hverdag. Nu er der imidlertid kommet blandt andet lektier ind i vores hverdag. Derfor forsøger jeg at undgå at bruge for meget tid i køkkenet. Det handler derfor om, at tilberede nogle måltider, som er både enkle, hurtige, sunde og velsmagende. Alle fire parametre opfylder denne her opskrift på kylling og grøntsager i fad.
Retten udemærker sig også ved, at den giver mulighed for reducere husholdningens madspild. Stort set alle slags grøntsager kan anvendes, så køleskabet kan tømmes for eventuelle rester af grøntsager. Det er selvfølgelig oplagt også at bruge nogle af sæsonens grøntsager.
I denne her version har jeg valgt at bruge bønner, peberfrugter, broccoli og ikke mindst søde kartofler, som jeg er ret begejstret for. De søde kartofler, synes jeg, giver det krydrede i retten et godt modspil. Det samme gør creme fraichen. Kombinationen af krydret mad sammen med lidt creme fraiche eller en fed yoghurt smager så godt og giver en god balance.
Du kan få mere inspiration til nem og lækker hverdagsmad her.