Koldthævet hverdagsbrød med grahamsmel er et lækkert brød til dig, som gerne vil have hjemmebagt godt brød også i hverdagene. Brødet er rustikt, og det holder længe, hvis du opbevarer det rigtigt. Det vil sige pakket ind i et viskestykke og lagt i en brødkurv af stof. Undgå at opbevare dine brød i plasticpose. Plasticposer og brød er et “no go”, hvis du vil holde dit brød frisk og sprødt så længe som muligt.
Jeg har ikke tidligere gjort mig så meget inden for brødbagning, men er i den senere tid blevet godt og grundig “hooked”. Selv om processen kører over nogle dage, så er det jo på ingen måder kompliceret og resultatet bliver bare så meget bedre. Det hele handler om tålmodighed!
Denne opskrift på koldthævet hverdagsbrød med grahamsmel kræver surdej. Hvis du ikke har en surdej, må du igang med den først og vente lidt med brødet. Opskriften på surdej finder du øverst nedenfor. Denne proces tager en tre dages tid. Til processen med at frembringe selve brødet, skal du regne med 2 dage. Vær også opmærksom på, at du til denne opskrift skal bruge en støbejernsgryde eller en bagesten.