I går kom solen endelig frem på Bornholm efter længere tids fravær. Solen og lyset venter ikke, og det er derfor bare med at komme ud på de få dage i de mørke måneder, hvor det endelig er her. Jeg havde egentlig andre planer, men de måtte vente. I stedet skyndte jeg mig ud ad døren og ned til Galløkken, hvor jeg gik mig en tur på knap 3,5 km. Læs om min tur nedenfor og se et udpluk af billederne fra turen her. Kort og rute over turen samt praktisk info fås nederst i dette indlæg.
Et besøg ved Galløkken i Rønne på Bornholm kan anbefales enhver, som bor i byen eller besøger den. Det er et skønt åbent naturområde, som ligger i udkanten af Rønne Syd. Fra Forsvarsmuseet og Kastellet strækker området sig et par kilometer langs kysten og Strandvejen i sydgående retning. Her er cykelstier, vandrestier, lidt skov, strand og åbne områder. Stedet er derfor også meget populært blandt rønneboer til både motion, vandring og hundeluftning. Her er desuden også et vandrehjem og en campingplads.
Igen må jeg bare sige, at jeg føler mig så uendelig priviligeret over at bo et sted, hvor jeg har så mange skønne naturområder som naboer. Nogle gange kan det næsten være vanskeligt at beslutte sig for, hvor turen skal gå til. Det er heldigvis et luksusproblem, som jeg sagtens kan leve med.
Historie
At Galløkken skulle gå hen og blive et rekreativt område, som vi kender det i dag, lå ikke umiddelbart i kortene. Baggrunden for navnet Galløkken eller Galgeløkken er nemlig ret så makaber. Det var her, at de kvinder, man mente var hekse blev brændt i middelalderen. Det har også været det sted, hvor byens galger var opstillet. Deraf også navnet “Galgeløkken”.
Kastellet og Kanondalen
Helt tilbage i 1679 blev det besluttet at anlægge en stor havn ved Rønne. Et fæstningsarbejde som blev påbegyndt i 1687, hvorefter byen blev omgivet af volde og grave. I den forbindelse blev der også opført en lukket bastion med et kanontårn. Tårnet havde på øverste etage 10 kanoner, som kunne forsvare indsejlingen til havnen. Dette tårn er i dag en del af Kastellet. Da kanontårnet ikke længere kunne bære de tunge kanoner, anlagde man istedet øens største batteri – Kastelbatteriet. Kanonerne blev flyttet fra Kastellets øverste dæk til det nyanlagte batteri på Kastelspynten. I dag omtales området i folkemunde som Kanondalen. Et område hvor der i dag bla. fejres Sankt Hans og hvor der om sommeren er cirkus.
Hvis du vil vide mere om Galløkkens historie, kan du læse mere på websiden 367 ture.
Galløkken Strand og høfterne
Stranden ved Galløkken er en flot hvid sandstrand med rent badevand og sandbund, som er blevet udvidet i forbindelse med det nye havneområde i Rønne. På stranden er der etableret en række høfter, og ind imellem dem er der den dejligste sandbund. Høfterne, som er en slags bølgebrydere, blev etableret i 1978 med henblik på at kystsikre Galløkken.
Stranden ligger i bunden af en ret så stejl kystklint. Der er dog let adgang til den, ligesom der også er etableret en solid trappe ned til stranden i den sydlige ende. Fra kystklinten er der i øvrigt flere udsigtsposter, hvorfra man får et smukt vue ud over Østersøen.
Jeg har besøgt stranden et par gange i løbet af sommeren, og det er som om at Rønneboerne ikke helt har opdaget deres nye flotte strand endnu. Her er næsten altid meget roligt og en meget afslappet stemning. Stranden er meget bred, og selv på en velbesøgt sommerdag, er her også rigelig med plads. Stranden er dog ikke kun skøn om sommeren. Naturen og Østersøen byder på magiske og betagende scenerier året rundt.
Galløkkens natur og geologi
Den stejle kystklint på Galløkken, som danner afgrænsningen ud mod havet er godt 400 meter lang og 10 meter høj. Kystklinten er fra Nedre Jura tiden, og aflejringerne er vekslende tynde sand- og lerlag. I geologen Finn Surlyks bog ”Naturen i Danmark, Geologien” kan du læse mere om stedets spændende geologi.
Galløkken er en del af den tidligere Søndre Udmark, der strakte sig langs kysten fra Sose til Rønne. Søndre Udmark var et udpræget græs- og lyngklædt flyvesands- og hedesletteområde. For at begrænse sandflugt, begyndte man i 1874 at plante østrigske fyrtræer. De ældste af de fyrtræer, som står på Galløkken i dag, er således 144 år gamle.
Galløkken byder også på et interessant planteliv, hvor man blandt andet kan finde Ager-Guldstjerne, Tornblad og den fredede Opret Kobjælde. At den er fredet betyder, at det kan gå hen at blive en meget dyr buket, hvis du plukker nogle af dem og bliver “taget” med dem. Så venter der nemlig en bøde på omkring 1000 kr.
Praktisk Info
Galløkken i Rønne på Bornholm finder du som skrevet i udkanten af Rønne syd. Se kort her. Er du i bil, kan du parkere på parkeringspladsen ved vandrehjemmet. Der er fine stier i området, og du kan sagtens gå her med barnevogn. Vær dog opmærksom på, at der de fleste steder er der ret stejlt ned til selve stranden. Skal du have barnevogn eller klapvogn med på stranden eller er du ikke godt gående, kan det anbefales at tilgå stranden i den nordlige ende.
Kort over turruten finder du på linket nedenfor. En anden god tur i området er Hjerteforeningens tur på 5 km. Denne rute kan du få ved at klikke her.
Få inspiration til flere vandreture og sightseeing på Bornholm her.
Turrute / Længde: ca. 3,5 km / tid: ca. 50 minutter/gode stier, enkelte steder stejlt/børnevenligt/billedserie