Blomkålsgratin med spidskålssalat er en dejlig nem hverdagsret til, når det skal gå lidt hurtigt. Retten er uden kød. Den er derfor ganske velegnet som vegetarret eller til en kødfridag.
I torsdags var det første gang, at jeg har serveret blomkålsgratin herhjemme, og jeg var lidt spændt på reaktionerne. De bekymringerne havde jeg ikke behøvet, for fadet blev helt tømt. Jeg slipper nok ikke af med min mands “øfferier”, når han ikke får kød. Tror dog, at han er ved at vænne sig til, at der nu er to dage om ugen, hvor det ikke er en del af menuen. Endnu bedre er det, at jeg også føler mig ret overbevidst om, at han har fundet ud af, at maden sagtens kan smage ganske godt også uden kød. Det får jeg dog med garanti ham aldrig til at indrømme 🙂
Denne her blomkålsgratin med spidskålssalat er inspireret af et gammelt madmagasin. Her faldt jeg over en opskrift på gratin. Jeg har altid forbundet gratin med 80’erne. Men med alt det fokus som der er lige nu på at undgå madspild, er det en ret, som jeg tror, er stærkt på vej tilbage. Gratin er nemlig en genial ret til at “tømme køleskabet” med. Har du nogle rester af grøntsager eller kødrester liggende, kan du bruge dem i en gratin istedet for f.eks. at smide dem ud.