Stenbider med grønkålspesto er en rigtig dejlig hverdagsret med fisk, som smager skønt. Fisk og grønkål – så bliver det vidst ikke meget sundere. Lige nu er der sæson for stenbidere i Danmark, men grønkålspestoen går fint med andre fisk også.
Stenbideren er en hvid fisk, som modsat dens mage – kvabsoen – er fast i kødet. Mange tror – med god grund – at stenbiderrogn kommer fra stenbideren. Faktisk er det kvabsoen, som vi får de lækre stenbiderrogn fra. Stenbideren er hannen og kvabsoen er hunnen. Imens kvabsoen producerer de fanastiske rogn, så er dens konsistens knap så indbydende. Her er stenbideren en helt anden historie og smager rigtig lækkert.
Normalt giver jeg ikke frisk fisk mere end maks 10 minutters tid i ovnen. Jeg kan godt lide, at de stadig er lidt ferske. Sådan er det dog ikke med stenbideren. Fordi den er lidt fast i kødet, foretrækker jeg den gennemstegt, og den skal derfor have 15-20 minutter i ovnen på 180 grader. Men som altid er det jo et spørgsmål om smag og behag.