Opskrift på stegt kylling med masser af krydderier, som smager helt vidunderligt. Smagsløgene får i den grad noget at se til med denne her kyllingeudgave, hvor den hele kylling får selskab af en masse skønne krydderier. Jeg serverede kyllingen til søndagsfrokosten sammen med en helt klassisk tomatsalat med rødløg og fetaost samt et godt stykke brød. Helt simpelt og alligevel utrolig godt.
Søndagsmiddag serveret som sen frokost
Jeg er begyndt at holde meget af at servere en rigtig god og varm søndagsmiddag som sen frokost. Hvis der hersker de samme søndagsrutiner hjemme hos jer som hos os, kan det virkelig anbefales. Hos os bliver det næsten altid sent, før vi kommer fra morgenbordet om søndagen. Ingen er derfor rigtig sultne til frokost. Til gengæld er alle hundesultne omkring 15-16-tiden med det resultat, at der ikke er nogen appetit ved aftentid.
Alt for mange søndage har jeg efter aftensmaden stået tilbage fyldt med frustrationer og en masse rester. Aftensmaden kan ikke skydes til senere om søndagen. Heldigvis kan den serveres tidligere. Det passer fint med, at så kan ungerne få en rugbrødsmad eller noget andet let, inden de skal seng og kan holde sulten på afstand til mandag morgen. På den måde har vi også god tid til at nyde et dejligt måltid sammen om søndagen.
Tilbehør og tip
Stegt kylling med masser af krydderier kan naturligvis også serveres som et klassisk aftenmåltid. Her vil jeg nok køre den sammen med nogle ovnbagte kartoffelbåde. En kold sauce / dressing af græsk yoghurt rørt med havsalt, friskkværnet peber og lidt spidskommen passer også rigtig godt til den krydrede kylling.
TIP: Gnid eventuel kyllingen ind i de lækre krydderier allerede aftenen før og sæt den på køl natten over. Hermed får smagen rigtig mulighed for at sætte sig.
Få inspiration til flere skønne retter med kylling her.