I Nexø ligger Værftet, som byder på såvel et legeland, skaterpark, spillested og café. Stedet byder på underholdnings- og aktivitetsmuligheder for børn og unge – og er især attraktiv på de dage i vinterhalvåret, hvor vejret sætter en begrænsning på lysten til at være udenfor.
Værftets legeland i Nexø er et superdejligt sted for både børn og voksne. Er man børnefamilie og har boet på Bornholm i vinterhalvåret, så kender man med stor sandsynlighed allerede til stedet. Det er nemlig et af de få steder udenfor hjemmet, hvor ungerne kan aktiveres indendøre i de vintermåneder, hvor det meste øen ellers er gået på vågeblus. Når det regner og blæser i weekenderne, er Værftet derfor stedet, hvor mange af os søger hen flere gange over vinteren.
Værftets legeland i Nexø er et originalt og hyggeligt sted, hvor der er masser af muligheder og plads for børnene at udfolde sig med og på. Imens kan forældrene sidde i den hyggelige café og nyde udsigten til Østersøen – måske sammen med en kop kaffe og en god bog.
Aktiviteter
I legelandet kan børnene klatre rundt på og rutche på et skib, klatre på en polarhytte, svinge sig rundt i reb, gynge og meget mere. Der er ikke noget “plastic fantastic” og det kan slet ikke sammenlignes med f.eks. Leos legeland. Ikke, at der er noget galt med Leos Legeland – det er bare to meget forskellige koncepter, som byder på forskellige oplevelser. På Værftet er tingene lavet i gode materialer med fine farver, som gør det til et hyggeligt og autentisk sted at være.
Her er også mulighed for at trække tempoet ud, skrue op for nærværet og lave nogle ting sammen. F.eks. bygge lego, læse en af stedets mange bøger eller spille et spil. Her er masser af brætspil, men også bordfodbold og bordtennis.
Afveksling og hygge for alle
Jeg – og ungerne – er ret glade for at komme på Værftet. Især i de perioder hvor jeg har meget alenetid med børnene, nyder vi alle at tage derned, og hygge os i nogle lidt andre omgivelser. Ungerne får noget energi brændt af, mens jeg modsat får tanket energidepoterne op på cafeen. Her hygger jeg mig med en bog eller en avis – og så spiller vi som regel også et spil sammen.
Om Værftet
Værftet er en kristen non profit forening. Alle er dog velkomne – også selv om man ikke er kristen. Alt overskud går til udvikling og vedligehold af stedet, som drives af en flok frivillige ildsjæle som driver stedet. Væftet har flere børne og teenageklubber, og har herudover værksteder med skating, gratis musikundervisning, gaming aftener, koncerter og andre events. Du kan holde dig opdateret på, hvad der sker på Værftets aktivitetskalender her, hvor du også kan holde dig orienteret om stedets åbningstider.
Du finder Værftet på adressen Kystvej 2, 3730 Nexø. Du kan se beliggenheden på kortet her.
Få flere tip til børneaktiviteter på Bornholm her.