Lækreste opskrift på Fish’n chips med rodfrugtfritter, sauce tartare og ærtepuré. Denne ret var simpelthen årsag til, at der blev skrevet historie her til aften. Det blev aftenen, hvor jeg ikke havde lavet nok mad. Det vil sige, at det havde jeg egentlig , da jeg havde lavet retten til 4 personer. Det plejer at være mere end rigeligt, men det viste sig, at ungerne var så vilde med Fish’n chips, at de spiste langt over evne…
Det var nu ikke kun ungerne, som var begejstrede. Det var vi voksne også. Måske ikke den sundeste måde at indtage fisk på, men fantastisk smagte det. Det er garanteret også sundere end de panerede og friturestegte fisk, som man kan købe på frost. Smagsoplevelsen er i alle tilfælde i en helt anden klasse.
Rodfrugterne – her gulerødder, pastinak og bagekartofler – er et rigtigt godt alternativ til de klassiske kartoffelfritter. Det er selvfølgelig lidt mere besværligt, men smagen bliver bare så meget bedre og intens ved at friturestege selv. Så hvis du har tiden til det, er det anbefalelsesværdigt at skifte ovnen ud med frituregryden engang imellem. Hvis du ikke har en frituresteger, så er den gammeldags metode med fritureolie i en gryde altså lige så god.
Sauce tartare og ærtepuré må der også til, og tankerne ledes hen på gode minder fra de hyggelige engelske pubber i London.
Velbekomme.