Kartoffelsuppe med bacon og porreknas er en skøn, cremet suppe at varme sig med i en tid med blæst, regn og kølige temperaturer. Hos os spiser vi suppe året rundt. Især i de kolde måneder synes jeg, at suppe på middagsbordet bibringer en særlig hyggestemning med varmen og dampen fra de rygende tallerkerner.
Kartoffelsuppe med bacon og porreknas er super enkel at tilberede og det tager ikke meget mere end en halv time at lave den. Perfekt til den travle hverdag, hvor dét med aftensmaden gerne må gå lidt hurtigt, men samtidig også skal mætte, give energi og smage af noget. Opskriften hører også til i den meget budgetvenlige kategori. Her får man virkelig meget for pengene.
Af samme grund er denne her suppe også en af de supper, som bliver serveret ofte herhjemme. Den er slet ikke så kedelig, som den måske kan lyde. Med hensyn til toppingen blander jeg det sprøde bacon og porrerne sammen i opskriften. Når jeg serverer suppen til børnene, sørger jeg dog for at have en lille portion sprød bacon alene til dem. De er – som mange andre børn – ikke helt så begejstret for den lidt skarpe porresmag.
Der findes utallige opskrifter på kartoffelsuppe, og jeg synes, at det er lidt hyggeligt at ekperimentere lidt med smagsnuancerne. Prøv f.eks. at erstat porrerne med knoldselleri i denne opskrift, men bibehold toppingen. Det smager også virkelig godt. Inspiration og opskrifter til flere lækre supper, finder du her.