Her får du den komplette opskrift på en traditionel julemiddag med and og tilbehør. Alt sammen lavet fra bunden af. Af en eller anden grund, så er der mange – inklusiv mig selv – som stresser over julemiddagen. Jeg ved egentlig ikke helt hvorfor, for det er faktisk relativ enkelt og ikke specielt tidskrævende at tilberede (selv om anden naturligvis skal langtidssteges). Meget af tilbehøret kan man endda forberede på forhånd. Min mand står for anden, og jeg står for al tilbehøret, som jeg som regel starter med at forberede juleaftensdag om morgenen. Jo mere, jeg kan få tilberedt fra morgenstunden af, des mindre stress og mere tid har jeg til at hygge mig med at pynte træet sammen med ungerne.
I min familie er vores julemiddag med and og tilbehør ganske traditionel. Vores tilbehør består af svesker og æbler, brun sauce, brune kartofler, hvide kartolfer, hjemmelavet rødkål og lune franske kartofler. Sådan har det været siden jeg var barn, og sådan er det også nu i min egen familie. Jeg kan huske, at der var et år, hvor min mor ville eksperimentere lidt og servere gås. Det skete én gang og er aldrig sket siden. Sikke et ramaskrig. Her er både mine søskende og jeg alt for traditionsbundne omkring julen.
Hvilken and skal du vælge – og hvor stor skal den være ?
Jo større and, du køber, des mere får du for pengene. Skroget har samme størelse, uanset om anden er stor eller lille, og derfor vil der altid være mere kød på en stor and. Du skal beregne minimum 3,5 kg and til fire personer. Vi plejer at stege en ekstra and, så vi også har til juledagene. Den ene and steger vi i ovnen og den anden på weber grillen.
Vi køber som regel berberiand til jul. Den synes vi er bedst. Vi køber dog kun beberiand fra danske opdrættere, da de udenlandske opdrættere ikke altid går så højt op i dyrevelfærd. Læs mere om de forskellige typer af ænder her.
Mortens aften holder vi “generalprøve” på julemiddagen, og det er også her, hvor vi tester både and og stegetid og metode. Der findes mange meninger og holdninger til, hvordan man steger den perfekte andesteg. Derfor er det meget godt lige at have testet det hele en god måneds tid i forvejen.
Få mere inspiration til julen på min juleside her.