I går lavede jeg de her hjemmelavede thai forårsruller med dip. Det var et kæmpe hit hos hele familien.Ved nærmere eftertanke burde det måske ikke have kommet bag på mig, da alle i familien er rigtig glad for thai mad og de thailandske krydderier. Alligevel måtte jeg sande, at jeg havde undervurderet de hjemmelavede thai forårsruller og deres succesfaktor. Jeg troede, at jeg havde lavet alt for mange – men jeg skal love for, at de fik ben at gå på. Fadet blev fuldstændig tømt. Faktisk er det første gang, at jeg laver forårsruller fra bunden af. Jeg frygtede det lidt, men det var slet ikke så kompliceret, som det umiddelbart kan se ud til. Der skal bruges mange ingredienser, men det var bestemt det hele værd.
Denne er opskrift på hjemmelavede thai forårsruller med dip er ikke min egen. I og med at jeg ikke selv har lavet forårsruller før, så søgte jeg efter inspiration og guides på nettet. Jeg faldt over denne her opskrift fra Brd. Price, og som sædvanlig er de garant for god smag.
Besøg eventuel et asiatisk supermarked for at få fat på de lidt mere specielle ingredienser, som også skal bruges til denne ret. Ud over dip’en, så er sød chilisauce også altid godt til forårsruller.
Retten er både egnet til aftensmad, men også til f.eks. at indgå i en tapas buffet eller som forret i en asiatisk menu.