I lørdags tog vi en tur til Nexø, hvor vi blandt andet besøgte Det Brune Værksted. Stedet er et kombineret glas- og keramikværksted drevet af glaspuster Maj-Britt Zelmer Olsen og keramiker Sarah Oakman. Stedet i Nexø er deres fælles værksted og forretning. Sarah Oakmans keramik sælges under navnet Oh Oak, som også er hendes egen virksomhed
Det Brune Værksted i Nexø byder på noget af Bornholms fineste glas og keramik. Det er et sted, hvor jeg hurtig kan købe mig fattig i alt lige fra vaser, tallerkener, skåle, lysestager mv. Det er desværre også lidt dyrt. I alle tilfælde i forhold til, hvad min pengepung lige nu kan klare. Men egentlig er priserne helt fair, når man tænker på, hvor kompliceret og tidskrævende det er, at frembringe alt det her smuke, smukke kunsthåndværk. Selv om jeg ikke købte noget i lørdags, så blev min ønskeseddel til fødselsdag og jul en del længere efter besøget. Sara Oakmans keramikskåle og tallerkener vil jeg meget gerne have hjem i mit køkken. Jeg er også helt forelsket i hendes blå keramikvaser (se billederne nedenfor).
Leverandører til nogle af de bedste restauranter i Danmark
Lige for tiden er jeg inde i en periode, hvor jeg er mest optaget af keramik. Der er dog ingen tvivl om at Maj-Britt Zelmer Olsen laver noget af det smukkeste glas, som er meget fint og delikat. Er man interesseret i glaskunsthåndværk og er man på Bornholm, er det derfor næsten et “must” at besøge Det Brune Værksted.
Sarah Oakmans keramik står i en god kontrast til det fine glas. Keramikken er her lidt mere rå, funktionel og med nordisk inspireret farvetoner.
Begge de to kunsthåndværkere udvikler og leverer ting til nogle af de førende restaruanter i Danmark bl.a. den færøske michelinstjerne restaurant Koks, ligesom der naturligvis også leveres til nogle af de bedste Borholmske restauranter, herunder Christianshøj, Molen og Rå.
Her kan du købe de smukke ting
Hvis du ikke lige planlægger et besøg på Bornholm eller i Nexø, kan Oh Oak keramik også købes på bl.a. Louisiana Museet i Humlebæk nord for København eller i Keramik og Glasværkstedet i Kronprinsessegade i København. Læs mere om det fine glas og keramik på hjemmesiderne for hhv. Det Brune Værksted og Oh Oak. På kortet her, kan du se, hvor du finder Det brune værksted i Nexø.
Du kan få inspiration og læse mere om, hvor du ellers finder smuk og unik keramik på Bornholm her.