Opskrifter på varieret morgenmad med smag til både en travl hverdag og til weekenden. Hos os er morgenmaden fundamentet for en god start på dagen. Det er vigtigt, at vi har god tid om morgenen til morgenmad og hygge. Tidligere har jeg haft lidt udfordringer med at få ungerne til at spise om morgenen. Nøglen til deres morgenmaver har været variation. Der må også meget gerne være flere små “retter”. Det kan f.eks. være en yoghurt med granola; en halv hjemmebagt grovbolle med smør og syltetøj og lidt frugt. Jeg selv er stor fan af vaniljeskyr med diverse toppings eller en smoothie bowl.
I weekenden gør vi lidt ekstra ud af det. Ungerne elsker at være med til at lave morgenmaden. De skærer frugten til den friskpressede juice; slår æg ud; blander dejen til pandekager – eller hvad vi nu finder på. Alt sammen med hygge og smag i fokus. Håber du kan finde inspiration i mine opskrifter på varieret morgenmad nedenfor.