Blomsterhav af roser og hortensia beskriver bedst haven lige nu. Der er så mange smukke blomster, som lige nu står i fuld flor. Det bliver også i den grad udnyttet til, at det ikke kun er udenfor, at det blomstrer. Over hele huset står der nemlig små og store buketter, som er høstet fra haven.
Høsten består hovedsageligt at roser og hortensia lige nu. Rosenbedet kaster rigtig mange fine roser af sig – og jo flere der plukkes, des hurtigere og flere nye kommer der til. Hortensia har jeg til at gro både i jorden og i krukker. Jeg elsker de mange forskellige farver og den lidt voluminøse blomst – og så er den fantastisk smuk både alene og i en buket. Hortensiaen er en relativ taknemmelig blomst, synes jeg. Står den et sted uden direkte sollys, trives den og har det godt, så længe den får masser af vand.
Jeg sætter stor pris på blomster og buketter hele året. I vinterhalvåret kan det derfor godt blive til en del penge, når jeg insisterer på smukke buketter og blomster indendøre. Det gør derfor ikke fornøjelsen mindre om sommeren at kunne forsynes os selv med blomster fra haven.
Det er simpelhen min yndlingsbeskæftigelse i sommerhalvåret: at gå en runde i haven om aftenen og plukke blomster. I aften skal vi have gæster, og der skal selvfølgelig friske, smukke blomster på bordet. Haverunden blev derfor istedet taget her til morgen, og se på billedet den flotte høst, som jeg fik hjem.