Det bliver ikke meget bedre, når menuen en lørdagaften i november står på lammekrone med æblekompot og honningdryppet ovnbagt knoldselleri. Det smager bare så fantastisk godt.
Lam er i sæson lige nu, og som du måske har bemærket på bloggen, elsker vi lam her i huset. Når der er sæson, bliver der derfor også serveret lam næsten hver weekend. Lammekronen, synes jeg, er det lækreste stykke kød på lammet. Det kommer fra den bedste ende af lammets halsstykke, og er meget mørt. Det er desværre ikke så ofte, at man ser frisk lammekrone i køledisken eller hos slagteren – og da slet ikke dansk lammekrone. Sandsynligheden er størst, når lam er i sæson, og falder man over frisk lammekrone, er det med at slå til. Spørg eventuel din lokale slagter eller hør i supermarkedets slagterafdeling om muligheden for at få frisk lammekrone. Forbered dig på, at lammekrone ofte også er lidt dyrere end de andre udskæringer på lammet, men det er altså også et virkelig godt stykke kød. Læs mere om de forskellige lammeudskæringer her.
Hammershuslam
På Bornholm køber vi bornholmske Hammershuslam, når de er i sæson. Vi køber oftest vores lam hos Hallegaard eller i Den Bornholmske Gårdbutik. Jeg har været så heldig både at smage frisk islandsk lam og norsk lam, som går og fylder sig med lækre blåbær og urter på fjeldet. Det hører til noget af det bedste lam i verden, men jeg mener fakstisk godt, at vores bornholmske Hammershuslam kan være med i den konkurrence. Læs mere om Hammershuslammene her.
Lammekrone med æblekompot og honningdryppet knoldselleri er en rigtig forkælelsesret og også velegnet som middag, hvis du får gæster. Opskriften er ikke kompliceret og kræver heller ikke meget tid i køkkenet.
Er du også glad for lam ? Få inspiration og få flere af mine opskrifter med lam her.