Denne her opskrift på russisk rødbedesuppe er fyldt med masser af god smag. En perfekt ret at servere på en mørk og blæsende efterårs- eller vinterdag.
Denne her opskrift er inspireret af en opskrift, som jeg fandt i et gammelt norsk blad på den russiske suppe Borsjtj. Jeg har aldrig tidligere prøvet at lave, ej heller smagt denne russiske suppe, hvor hovedingrediensen er rødbeder. Det hænger nok sammen med, at jeg forbinder det russiske køkken med noget lidt kedeligt. Desuden har jeg aldrig været særlig begejstret for rødbeder. Jeg har altid syntes, at der er en for gennemtrængende jordsmag i bederne.
Heldigvis kan smagsløg ændre sig, ligesom man kan blive klogere. Jeg er stadig ikke begejstret for de store rødbeder, men har fundet ud af, at jordsmagen i de små rødbeder er meget mindre udtalt. En erfaring, som jeg er ret glad for, da rødbeder er supersunde og derfor også rigtig gode at få ind i madlavningen. De er fulde af vitaminer og fibre. Iøvrigt er de også præstationsfremmende – og tilmed helt lovlig. Flere undersøgelser har vist, hvordan rødbeder kan forbedre præstationer med 2-3 procent i idrætsformer som f.eks. løb, cykling og roning, hvor kredsløbet er i centrum. Grunden til dette, er det højde indhold af nitrat. Nitrat kendes nok mest fra landbrugets verden, hvor det anvendes som gødning. Men stoffet sikrer altså også ekstra meget ilt til dine muskler – på den sunde måde.
Så med rødbeder i sæson, og fornyet mod på rødbedesmagen, skulle denne her suppe afprøves. Det blev en meget positiv oplevelse, og det er absolut ikke sidste gang, at vi laver Borsjtj her i huset.
Er du også til dampende, lækre supper i de kolde efterårs- og vintermåneder ? Find inspiration til dine supper her.