Er du i Rønne og på udkig efter smukt og stilrent keramik, kan et besøg hos Mie Mølgaard Keramik varmt anbefales. Her finder du brugskunst som kopper, vaser, ure, smykker mm. i de skønneste pastelfarver.
Jeg holder meget af at at besøge Mie Mølgaard Keramik. Butikken og værkstedet hænger sammen, og der er sådan en hyggelig stemning her. Ofte er Mie der selv, og det er så dejligt at opleve den imødekommenhed og glæde, som hun altid udstråler. Hun viser meget gerne rundt i værkstedet, hvor der med stor passion fortælles om hele processen i fremstillingen af hendes fine tinge. Jeg har også flere gange oplevet Mie, som værende meget nysgerrig og interesseret i, hvad jeg som kunde eller besøgende kan lide. F.eks. blev jeg engang i forbindelse med et besøg hevet ind i værkstedet og hørt om, hvilke farver og farvesammensætninger, som jeg bedst kunne lide – og om der var nogle farver, som jeg syntes manglede.
En af de ting, som Mie Mølgaard Keramik især nok er blevet kendt for, er hendes moderne udgave af det klassiske bornholmerur. Men hun laver så mange andre smukke og fine ting. Jeg køber ofte mine gaver hos Mie Mølgaard og jeg er også selv den heldige ejere af nogle af hendes ting. Hendes kaffekopper har jeg i forskellige farver, og jeg er simpelthen så glad for dem. Formen gør, at at koppen passer helt perfekt til hånden, når man holder om den. Farver er jo altid et spørgsmål om smag og behag. Personligt elsker jeg det pastelunivers, som Mie overvejende bevæger sig i, og jeg har altid virkelig vanskelig ved at vælge mellem alle de flotte farver.
Mie er uddannet keramisk formgiver på Kunstakademiets Designskole i Nexø. Hun laver selv alle sine støbeforme i gips, hvilket giver hende mulighed for at lave komplekse forme i ensartet tykkelse og med et let, præcist og lidt sofistikeret udtryk. Alle gipsformene bliver lavet i værkstedet og er en stor del af hendes arbejdsproces. Hun arbejder primært med porcelæn, som bliver indfarvet og støbt i gipsformene.
Butik og værksted finder du i Rådhusstræde 1A i Rønne. Du kan også besøge Mie Mølgaard Keramiks hjemmeside, hvor der er en webshop. Nederst kan du se lidt billeder fra butikken.
Der findes så mange rigtig dygtige kunsthåndværkere her på Bornholm. Læs mere om nogle af dem i mine indlæg under kunst og kunsthåndværk på Bornholm her.