Over sommeren er det blevet en tilbagevendende weekendaktivitet for vores familie at køre en tur nordpå til Kalas. Her indtager vi øens bedste is, nyder udsigten og hinanden. Et fantastisk sted, hvor vi alle kommer helt ned i gear.
Bornholmsk is på Kalas i Sandvig er sommer, når det er bedst. Isen smager himmelsk og stedet er magisk. Også uden for sæsonen gør Kalas godt. At nyde en god kop kaffe indenfor på caféen på en blæsende søndag i september, imens man kigger på den frådende Østersø, gør bare noget godt for sjælen.
Hjemmelavet is af den bedste slags
Bornholmsk is på Kalas er is, som virkelig smager af noget. Al isen er hjemmelavet, og hver gang vi kommer, er der nye smagsvarianter. Blåbær, havtorn, stikkelsbær, vilde kirsebær og æble er nogle af de mange smagsvarianter, som kan prøves i løbet af sæsonen. Frugt og bær kommer fra øens og ejernes egen have, og mælken er naturligvis bornholmsk. Isen er lavet efter italienske foreskrifter. Derfor er den også mindre fed og indeholder mindre luft end traditionel is. Næsten alle frugtisene laves som cremet sorbet for at bevare frugtsmagen bedst.
Det er smagen af isen, som skal nydes. Derfor får man heller ikke hverken guf, flødeskum, syltetøj eller andet topping til isen. Isen skal stå for sig selv – og det gør den i den grad.
Magisk beliggenhed
Kalas ligger ved siden af den lille hyggelige havn i Sandvig. Her kan man sidde og nyde sin is, en god kop kaffe eller et glas rosé, alt imens man nyder synet af Østersøen og klipperevet. Har man børn med, kan man være ret sikker på, at så snart isen er spist, går det i fuld firspring ud til leg på klippestenene. Eller måske ned på den lille sandstrand, hvor der står en legeisbod. På Kalas stiller de fiskenet og legeænder til rådighed for børnene. De voksne kan slappe af og have fuld udsyn fra en terrassen, som er anlagt i flere niveauer som en bred trappe.
Fornem selv stemningen på Kalas gennem nogle af billeder, som jeg har taget fra vores efterhånden mange besøg på stedet. Billederne kan du se her.
Praktisk info.
Har du børn med, er det en god ide at have skiftetøj med. Jeg tror ikke, at vi har været på Kalas en eneste gang, uden at en af ungerne er faldet i vandet eller er blevet våde på anden vis.
Vær opmærksom på, at der ikke er toiletter på Kalas. 1 minuts penge derfra ved den lille havn i Sandvig ligger der nogle udmærkede offentlige toiletter.
På kortet her kan du se, hvordan du finder Kalas. På Kalas hjemmeside kan du se åbningstiderne, som svinger lidt, alt efter om vi er i sæsonen eller udenfor sæsonen.
2 Kommentarer
Verdens bedste råd: Husk skiftetøj Det havde Kristina bare glemt at fortælle os, da vi slut august havde Lily og Severin m derop og Severin endte i vandet
Lige præcis – der ryger ALTID en i