Grahamsbrød med græskarkerner er et rigtig lækkert brød, som er nemt og relativt hurtigt at lave. Det er et brød på gær, og har en samlet hævetid på ca. 1 time og 20 minutter. Bag det søndag, og så har du et godt brød at starte ugen ud med.
Grahamsmel er fintformalede hvedekerner, som beholder all skaldele og kim, hvilket gør, at grahamsmel også kan betragtes som fuldkornsmel. Ud fra en sundhedsmæssig betragtning er grahamsmel derfor også et bedre alternativ til det hvide fintmalede hvede. Når der bages med grahamsmel, er man dog ofte nødt til at supplere med noget hvedemel for at få dejen til at hæve ordentlig.
Et par tips til at opnå et godt resultat med gærdej:
Opløs gæren i 35 grader varmt vand. Vandet skal være tilpas lunken, men endelig ikke for varmt – og heller ikke for koldt. Hvis vandet er for varmt, dør gæren, og hvis det er for koldt, går der for lang tid før gæren begynder at virke.
Undgå at tilsætte salt før mel. Salt dræber gær, og skal derfor altid først tilsættes efter, at der er blandet mel sammen med gæren.
Sørg for at vær tålmodig og ælt din dej nok. Hvis dejen ikke æltes længe nok, virker gæren ikke ordentligt. Istedet for ender du op med et hårdt brød. En tilstrækkelig æltet dej, er blød og smidig, og bliver lang, når du trækker i den. Oftest kræver det minimum 10 minutter på høj hastighed ved æltning i en køkkenmaskine.
Sørg for at dejen ikke hæver for længe. Følg opskriften og sørg for at din gærdej ikke hæver længere tid, end det opskriften foreskriver. Hvis dejen “overhæver”, så kolapser den, og brødet bliver hårdt, da gæren stopper med at virke.
God fornøjelse med bagningen. Du kan i øvrigt finde inspiration til andre lækre hjemmebagte brød her.