Sommerferie på Mallorca. I dette lidt længere indlæg kan du læse om vores oplevelser fra vores ferie i Cala D’Or og få tips til gode spisesteder, strande, udflugter med videre. Udvalgte billeder fra ferien kan du se her.
I år har vi holdt 3 ugers ferie i Danmark og 1 uges sommerferie på Mallorca. Normalt prioriterer min mand og jeg at tage til de varmere himmelstrøg i vinterhalvåret, hvor krop og sind nærmest skriger efter varme. Når vi har rejst i vinterhalvåret, er vi blevet i Danmark i sommerferien. Selv om jeg sætter stor pris på den danske sommer, så sker der alligevel det, at der hver gang sidst på sommeren sniger sig en seriøs ”craving” ind under huden på mig. ”Craving” efter sydens mad, dufte og kultur. Og ikke mindst en trang til at have ferie med mand og unger uden samtidig at skulle tænke på vasketøj, aftensmad, opvask osv. Derfor forsøgte jeg også – med held – at lokke min mand til en uges sommerferie sydpå i år.
Skønneste ferie, men meget varmt
Vi havde den skønneste, afslappende uge sammen med ungerne på Mallorca, men må også indrømme, at august måske ikke er den mest ideelle måned at rejse til øen på. Mange, mange mennesker og meget, meget varmt. Temperaturen svingede imellem 37 og 41 grader. Vi tog os et par enkelte udflugter, men med de temperaturer så blev det primært til en badeferie. Ofte ser man billeder fra Mallorca af frodig natur. Det oplevede vi desværre ikke meget af. Istedet var her meget goldt og ekstremt tørt. Det ændrer dog ikke ved, at ferien var lige, hvad vi havde brug for – nemlig afslapning, nærvær og en masse badning i pool og lækkert havvand.
Cala D’Or
Vi boede i byen Cala D’Or, som ligger på Mallorcas sydøst kyst ca. 1 times kørsel fra lufthavnen i Palma. Byen er hyggelig og charmerende med lave hvide huse. Selv om der er en del hoteller og resorts, så er der ikke bygget i højden, hvilket gør byen hyggelig at færdes i. I byens centrum er der et område uden trafik, som er fyldt med restauranter og butikker. Mange af butikkerne er ægte “tingeltangel” butikker til børnenes store begejstring. For os forældre var det lidt mere udfordrende at få manøvret ungerne igennem uden at skulle stoppe ved alle butikker og uden at det skulle tage en evighed.
Stemningen i byen er afslappet, og vi oplevede den ikke så hektisk, som man ellers kan opleve det i mange turistbyer. Det på trods, så er det en turistby, og måske også lidt for meget til vores smag. Vi savnede i alle tilfælde til tider en lidt mere autentisk stemning. Børnene synes uden tvivl, at byen var sjovest. Vi var dog glade for, at vi havde lejet en bil, så vi også kunne køre lidt ud af byen.
Om aftenen er der i centrum godt gang i den med boder, musik og andet underholdning. Dog ikke på samme måde, som det ofte ses med barer og fulde mennesker i gaden. Her er det mere familieunderholdning, og omkring kl. 23.00-00.00 bliver byen stille. Netop det var egentlig lidt befriende, når man har mindre børn med.
Ved byens marina, som ligger lidt fra byens centrum, er der også mange mennesker. Dog ikke helt så mange, ligesom her primært er restauranter og cocktailbarer. De er til gengæld også stuvende fulde. Marinaen ligger i en bugt og er relativ stor. Det er super hyggeligt at gå en aftentur på promenaden og kigge på de store yachter, som ligger til her.
Strande
Strandene i og omkring Cala D’Or er helt fantastiske. Jeg mindes ikke at have badet i så lækkert, klart og så turkisfarvet vand andre steder i Europa. De fleste af strandene er fine, hvide sandstrande i små bugter. Mange af strandene er ikke særlig store, og derfor kan de godt føles lidt ”crowded” i højsæsonen. Vi kunne selvfølgelig godt have ønsket os lidt færre mennesker på strandende, men sandet og vandet opvejer det – og har man været der, forstår man jo godt, hvorfor der er så mange mennesker. Nedenfor kan du læse om de strande, som vi besøgte og kan anbefale:
Cala Gran
Cala Gran stranden ligger i selve Cala D’Or, og er en mindre strand i en lille bugt. Den har det smukkeste vand og fint hvidt sand. Her er lavvandet og stille vand, så derfor også meget børnevenligt. Man kan leje liggestole på stranden, men så må man tidligt op. Efter kl. 10.00 er de alle besat. Her er også mulighed for diverse vandsportsaktiviteter. Vi havde en skøn dag ved denne strand, men havde ikke forventet, at der var så fyldt med mennesker. Her kan man virkelig tale om fluepapir.
S’Amarador
Denne strand ligger i et smukt naturreservat ca. 6 km uden for Cala D’Or. Turen dertil (i bil) tager dog lidt længere, end man skulle tro – ca. 30 minutter. Vejen dertil er ”spændende” med masser af små, snoede veje, hvor der ikke er plads til modkørende. Man kan heller ikke lige holde til siden, da det meste af vejen har imponerende stengærder i vejsiden. Kommer der en modkørende, er det derfor ofte nødvendigt at bakke et godt stykke.
Stranden er dog hele turen værd. Når man har parkeret bilen, skal man gå de sidste par hundrede meter ned til stranden. Efter den gåtur i bagende varme, er det helt vidunderligt at kaste sig ud i det smukke turkise vand. Vær opmærksom på, at der er parkeringsafgift på parkeringspladsen, og at der skal betales kontant i Euro.
S’Amarador er en en imponerende strand omgivet af klipper og høje fyrtræer og udsigten er storslået. Stranden er noget større end Cala Gran og der er lidt mere luft imellem strandens gæster. Der kan lejes solsenge og parasoller på stranden og der er en lille strandbar. Sandet er fint og hvidt, vandet er helt turkis og klart – og så er her også meget lavvandet og stort set ingen strøm. Det føltes helt trygt at lade unger rende rundt og boltre sig i vandet. S’Amarador blev faktisk kåret som Europas bedste strand i konkurrence med mere end 3000 andre europæiske strande af websitet onbeach.com.
Cala Marcal i Porto Colom
Porto Colom ligger 11 km nord for Cala D’Or, og det tager ca. 20 minutter at køre dertil. Selv om der også her var mange mennesker, var det her, vi oplevede, at der var mest luft mellem gæsterne. Til gengæld ligger stranden ikke helt så idyllisk, som de to andre strande. Men stadig meget smuk med det turkis, klare vand og hvide sandstrand. Igen ingen strøm og lavvandet, så meget børnevenligt. I området omkring stranden er der hyggelige restauranter med fantastisk udsigt ned over bugten. Man kan parkere lige ved stranden eller forholdsvis tæt på, hvilket er en absolut fordel, hvis man har oppakning med – og så undgår man også al for mange anstrengelser i varmen.
Spisesteder
I Cala D’Or er der rigtig mange restauranter både i centrum og på marinaen, hvor de ligger side om side. Især i centrum oplevede vi de mange restauranter, som meget turistede. Her bliver du adresseret uopfordret af unge mennesker, som står udenfor restauranterne for at lokke folk ind. Det kan godt blive lidt stressende og irriterende, at man ikke kan stå og læse et menukort uden at blive udsat for pågående “sælgere”. Mange af restauranternes menukort er næsten enslydende (nogle deler endda køkken!). Vi prøvede tapas på en af dem én gang, og det var langt fra nogen succes. Tydeligt noget, som har været masseproduceret og bare venter på at nogen skal bestille det. Vi havde fået anbefalet tre restauranter i byen hjemme fra – og heldigvis for det, for de var nemlig super gode. De anbefalinger vil jeg gerne give videre.
Restaurant Ca’n Tromp’e
Ligger i Cala D’Or centrum. Er rigtig gode på fisk og skalddyr. Der er dug på bordene og det er lidt ældre herrer, som serverer. En god afveksling til at alle de unge mennesker, som serverer på mange af de andre restauranter. Restauranten hører til i den lidt dyrere ende sammenlignet med dens naboer. Vi syntes, det var pengene værd. Prøv deres paella, som er helt fantastisk. Det kan godt betale sig at reservere bord.
Soy Mallorca
Den sidste aften i vores ferie trænge vi til lidt andet mad end det spanske. Vi havde fået anbefalet Soy Mallorca, som ligger i centrum af Cala D’Or. Fantastisk restaurant, som serverer sushi og asiatisk mad. Virkelig lækker og frisk sushi og en rigtig god børnemenu. Restaurantens prisniveau er lidt over middel, men kvaliteten er også i top. Når man går forbi om aftenen er der altid stuvende fyldt – vi reserverede derfor bord, hvilket kan anbefales.
Mamma Mia
Italiensk restaurant i Cala D’Or, som vi faktisk spiste på 2 gange. Ægte italiensk mad, herunder fantastiske pizzaer og lækre desserter. Ungerne elskede det – og vi var også ret begejstret. Priserne var også ganske rimelige, hvilket ikke gjorde begejstringen mindre. Ligger i yderkanten af hele restaurant- og butiksområdet i Cala D’Or, så man kan ungå at skulle igennem al menageriet af turistfælder og tingeltangelbutikker. Restauranten er ikke så stor, og der er mange, som gerne vil spise der. Bordbestilling er derfor nødvendig.
Sky cocktail bar
Fantastisk cocktailbar på Marinaen og virkelig sød betjening. Unger vil gerne have is og vi vil gerne have en god cocktail. Man kan ikke købe is i baren, men vi fik lov til at købe is ved siden af og tage den med på Sky bar. Her satte vi os til rette i en af de lækre lounge sofagrupper, og nød skønne cocktails sammen med et smukt vue over marinaen. Vi bestilte en Ginsecco og en Singapore Sling – nogle af de bedste cocktails vi nogensinde har smagt. Kan varmt anbefales.
Som nævnt syntes min mand og jeg at der var lidt for turistet i selve Cala D’Or by – eller i alle tilfælde savnede vi lidt af det autentiske Mallorca. Vi kørte derfor et par gange ud af byen, hvor vi fandt nogle rigtig lækre restauranter. Her fandt vi også det miks af turister og lokale, som vi søgte samt ikke mindst fantastisk mad.
Restaurant Norai i Porto Petro
Porto Petro er en mindre by med en super hyggelig marina, som ligger ca 4 km. fra Cala D’Or. Her kørte vi til og spiste frokost på Restaurant Norai, som er en skøn restaurant med den fineste beliggenhed. Her står bordene nærmest i vandkanten. Stemningen på restauranten er afslappet, betjeningen hel suveræn og maden fantastisk. Her er der alt, hvad hjertet kan begære inden for fisk og skaldyr.
Vi kendte ikke alle fiskene på menukortet, men den udfordring løste tjeneren hurtigt. Han kom hen til vores bord med et kæmpe fad, hvor han viste alle de friske fisk og hummere frem. Prisniveauet er lidt over gennemsnittet uden på nogen måde at forekomme dyrt. Omkring 800 kr. for 2 voksne og 2 børn inkl. drikkevarer og 2 retter til de voksne. Børnene var ligeledes tilfredse – god børnemenu, og så kunne de gå og hygge sig nede i vandkanten, mens vi voksne blev færdige. Kan varmt anbefales.
Sa Placa i S’Algueria Blanca
S’Algueria Blance ligger ca 7-8 km fra Cala D’Or, og restauranten ligger på byens lille torv. Dette var nok den mest autentiske restaurant, vi var på. Beliggenheden er måske ikke den smukkeste, men meget hyggeligt – og så blev der simpelthen serveret de lækreste tapas. Da ungerne var færdige, legede de på torvet, og vi kunne side og holde øje med dem, imens vi nød den ene skønne tapasret efter den anden. Restauranten er en ren tapas restaurant. Fantastisk betjening og ikke særlig dyr.
Udflugtsmål
Som jeg tidligere skrev, så var varmen så voldsom, at vi ikke orkede så meget andet end at ligge ved stranden eller i poolen. Derfor var vi heller ikke på mange udflugter. Ud over et par restaurantbesøg og strandbesøg uden for byen, var vi på to yderligere turer:
Bådtur rundt i bugtene
Dette kan virkelig anbefales. På marinaen kan man leje en mindre båd med motor til max. 5 personer, hvor der ikke kræves sejlerkundskaber. På båden er der rigtig god comfort med sidepladser, solpladser og trappe fra båden og ned til vandet, når der skal bades i bølgen blå.
Vi lejede båden for 4 timer til ca. 1000 kr., og sejlede rundt i de smukke bugte omkring Cala D’Or. Vi havde taget mad og drikkevarer med, ligesom vi havde ungernes hajfinner, dykkerbriller og snorkeludstyr med. Med båden fandt vi en fredelig lille plet i en af bugtene, hvor vi kunne hoppe i det klare turkise vand og se på fiskene. En kæmpe oplevelse for især ungerne, som for første gang stiftede bekendtskab med livet under havets overflade. Hyggeligt for hele familien og utrolig smukt at se de flotte bugte og klipper fra havsiden af.
Marked i Sineu
Vi var blevet anbefalet hjemmefra at tage på markedet i Sineu. Det var også et rigtig fint marked. Kæmpestort med noget for enhver smag. Der var også hesteridning, hvilket reddede dagen for ungerne. For selv om det var et fint marked og en smuk by, så var det også her at vi måtte erkende, at temperaturene på Mallorca i midten af august ikke egner sig til at gå rundt og svede på et marked eller andre udflugtsmål. I alle tilfælde ikke for os. Det er helt sikkert noget andet, hvis man ikke har mindre børn med – og er man tolerant over for varmen, så er markedet i Sineu helt sikkert et besøg værd. Det tager ca. 3 kvarter fra Cala D’Or at køre dertil.
Hotel
Igennem hotels.com havde vi booket en lille lejlighed på lejlighedshotellet Inturotel Sa Marina. Hotellet ligger 100 meter fra hele restaurations- og butiksområdet i Cala D’Or. På modsat side af begge de gader, som omkranser hotellet, ligger velassorterede supermarkeder. Fra hotellet er der ca. 10 minutters gang til Marinaen og det samme til nærmeste strand Cala Gran.
Lejligheden
Lejligheden indeholdt et soveværelse, stort badeværelse og en opholdsstue med to sovesofaer, et spisebord og et lille tekøkken. Herudover var der også en stor møbleret altan. Det var en ret perfekt lejlighed til vores lille familie. I det nærliggende supermarked, handlede vi vand, sodavand, vin mm. Vi handlede også flere gange ind til at spise en let frokost eller aftensmad derhjemme. Det var rigtig fint at have valgmuligheden, og også sidde og hygge på terrassen.
Forplejning, service, personale mm.
På hotellet er der restaurant og barområde. Vores bookning var inklusiv morgenmadsbuffet. Og det kan anbefales. En virkelig lækker morgenbuffet med et imponerende udvalg af fristelser. Der var faste ting, som indgik i buffetten hver dag – men der var også forskellige varierende indslag hver dag. Meget lækkert.
Hotellet som helhed var rigtig godt. Personalet var imødekommende og hjælpsomme; hotellet var i god stand og godt vedligeholdt, og så var der næsten klinisk rent overalt. Det var en fornøjelse.
Pools mv.
På hotellet er der to store pools. Ved den ene pool ligger en bar/cafe, og her spilles musik og om aftenen er der underholdning. Ved den anden pool er der lidt mere roligt. Der er børnepools ved begge områder. Begge poolområder er rigtig lækre, men der er et stort minus, hvilket vi også adresserede overfor hotellet.
Hvis man skulle gøre sig håb om en solseng, så skulle man altså op før kl. 08 og reservere solsenge med håndklæder. Det var jo helt håbløst, og vi observerede også, at ret så mange solsenge stod tomme i løbet af dagen, men at de var reserveret med håndklæder. Det er simpelthen en uskik blandt turister, og noget som jeg synes, at hotellerne bør finde en løsning på. Når man som børnefamilie reserverer et hotelværelse på et hotel, der reklamerer med store poolområder, så forventer man også, at man kan bruge poolens faciliteter, herunder solsenge. Det synes jeg hører ind under prisen. Lige nøjagtig der kunne jeg mærke, at jeg skulle kæmpe lidt med mig selv for ikke at lade irritationen tage over.
Der er legeklub og legeplads på hotellets område også. Det var nu ikke noget, som vi brugte, da der simpelthen var for varmt til legeplads – og legeklub var ikke relevant for os.
Billeje og andre tips
Gennem hotel.com havde vi lejet bil hos Goldcar. Det kan på ingen måder anbefales. Lad os bare sige det sådan, at vi i den grad blev snydt. Da vi stod og skulle have bilen, så ville de ikke acceptere et visa/dankort, og ville i stedet have et andet kreditkort. Og på den baggrund insisterede de så på, at vi tegnede en ekstra (og helt unødvendig) selvrisiko forsikring. Ellers ville de ikke udlevere bilen til os og beholde det depositum, som vi allerede havde betalt for bilen. Hvad hulan stiller man op i sådan en situation, hvor der samtidig er vild stress på?
Jeg var stiktosset, men der var ingen kære mor. De insisterede, og til sidst måtte vi bare accepterer situationen. Men vi kommer aldrig til at leje bil eller anbefale andre at leje bil hos Goldcar. En stor læring tog vi dog med os – nemlig at gå biludlejningsfirmaerne lidt mere efter i sømmene, inden vi næste gang lejer bil. Vi har bare aldrig tidligere haft dårlige oplevelser, og tænkte nok også, at når Hotels.com samarbejdede med dem, at så var det nok OK. Hvad jeg skulle have gjort, var at google Goldcar. Havde jeg gjort det, så tror jeg ikke, at vi var endt med at leje bil hos dem.
Det er en god ide altid at have nogle kontanter (Euro) med sig. Det er ikke alle steder, hvor man kan bruge kort.
Hvis du har mindre børn kan det anbefales at købe sandting dernede, som kan købes i de fleste supermarkeder. Supermarkederne bugner også med badedyr i alle størrelser – også i kæmpe størrelser. De er ret sjove. Vi købte et badedyr, og det havde børnene stor fornøjelse ud af. Badedyr og sandting blev givet videre til en anden børnefamilie inden vi rejste tilbage til Danmark.
Vi kommer tilbage……..
Men ikke i august måned! Det var mit første besøg på Mallorca, og jeg vil helt sikkert gerne tilbage dertil for at se mere af øen. Næste gang tænker jeg dog, at vi nok finder en lidt mindre turistet by at bo i. Alt i alt var det en dejlig ferie, og vi er bestemt ikke færdige denne ø.