Risotto med ærter til toast med røget laks smager bare vidunderligt. Retten er simpel at gå til og tager ikke lang tid at tilberede. Den fungerer godt til både weekend og hverdag. Som forret til f.eks. en gæstemiddag vækker risottoen også begejstring. Serverer du retten som forret, så vær opmærksom på at risotto mætter temmelig meget og fylder godt i maven. Overvej derfor at servere en mindre portion risotto sammen med laksetoastene. Det er nok heller som forret til en tung hovedret, at den egner sig bedst.
Risotto – en italiensk klassikere
Risotto er en ret, som stammer fra Italien og som består af ris, der er kogt i bouillon. Oftest tilsættes risottoen grøntsager. I denne her udgave har jeg brugt ærter, men du kan bruge alle mulige slags grøntsager. Svampe bruger jeg også ofte, og når der er sæson, så smager grønne asparges i risotto bare virkelig lækkert. De grønne asparges går også rigtig fint i spænd med den røgede laks. I Italien serveres risotto ofte som tilbehør eller som forret. Sammen med røget laks på toast synes jeg sagtens, at retten kan serveres som en hovedret.
Både børn og voksne herhjemme er vilde med risotto. Står det til børnene kan der ikke komme nok parmesan i. Jeg plejer at røre en god portion af den gode ost i selve risottoen. Når jeg serverer risottoen ved bordet, er det sammen med et stort stykke frisk parmesan, som man så kan rive over risottoen i den mængde, man nu engang foretrækker. Ud over parmesanen har jeg i denne her udgave også tilsat mascarpone, som dels smager lækkert, men som også er med til at gøre risottoen mere cremet.
Jeg synes, at risotto med ærter til toast med røget laks smager lidt af forår. Nu skriver vi snart den 1. marts, og retten er derfor perfekt til at hilse de lysere tidere velkommen. Du kan finde flere opskrifter på forskellige udgaver af risotto her.