Ovnbagt laks med hollandaise sauce, asparges og kartofler er en ret, som er en rigtig forårsbebuder. Det smager så skønt, og er en af mine favoritretter, når det kommer til fisk.
Med april skydes aspargessæsonen i gang, og den benytter vi os så rigelig af herhjemme hos os. Vi elsker asparges i alle afskygninger. Til denne her ret har jeg valgt at bruge de grønne asparges. Modsat de hvide asparges skal de ikke skrælles. Både de grønne og hvide asparges er delikate grøntsager, og skal behandles nænsomt for at beholde mest mulig smag og bid. De skal ikke koges, grilles eller steges på panden i meget mere end 1-2 minutter. Er de friske, skal der næsten ikke skæres noget af stænglen i bunden.
Mange har lidt berøringsangst over for hollandaise sauce, og jeg må da også indrømme, at jeg har min dybeste respekt for den sauce. I sig selv er denne her ret egentlig temmelig ukompliceret, men saucen kan drille, hvis man ikke er over den hele tiden. Udslagsgivende for om en hollandaise sauce bliver god og ikke skiller er, at temperaturen aldrig når 60 graders varme, og at der piskes konstant i saucen fra start til slut. Saucen regnes som en af de vigtigste grundsaucer i det franske køkken. Den er perfekt til fisk, grøntsager og æggeretter, som f.eks. egg benedict.
Ovnbagt laks med hollandaise, grønne asparges og kartofler tager ikke lang tid hverken at forberede eller lave. Timingen i tilberedningen af de enkelte elementer i retten er til gengæld ret afgørende, så det er vigtigt at følge opskriften nøje for det bedste resultat.
Du kan finde mere inspiration til lækre retter med fisk på bloggen her.