Haven i januar her hos Villa Nordhøi er egentlig et temmelig trist syn. Træer og buske har tabt bladene, toppen på stauderne er visnet og græsset har mistet den frodige grønne farve. Hele haven ser ud som om, at den tager et kollektivt hvil, og vi følger trop – sådan næsten da….
Der er ikke meget arbejde at gøre i haven i januar. Vi puster ud og samler kræfter. Alligevel begynder jeg allerede nu at mærke den første svage kriblen i fingrene for at komme igang med livet i haven igen. Havelivet fylder så meget det meste af året, og jeg oplever det lidt som et tomrum, når det ikke er der. En ting, jeg dog ikke savner, er lugningen og den evige dårlige samvittighed over alt det, som jeg synes, at “jeg burde have nået”. Der er imidlertid én ting, der stadig hjemsøger mig en smule. Jeg fik simpelthen ikke efterårsgravet køkkenhaven! Den ser ikke alt for køn ud, og der venter vidst noget af et arbejde i forårsmånederne. Måske jeg kan nå en let vintergravning her i januar eller februar, nu hvor vejret er så mildt?
Forårsbebudere ?
I det hele taget, så har vintermånederne indtil videre været særdeles milde. Faktisk har vi kun haft et par dage med frost på Bornholm. Her har der imidlertid heller ikke været meget mere mere end et par graders frost. Det betyder også, at nogle af de første forårsbebudere allerede så småt er begyndt at vise sig. Rundt omkring i haven begynder de gule erantis at komme op ad jorden. Vintergækkerne er også på vej til at springe ud (Læs mit indlæg om vintergækker her). Jeg elsker, når alle forårsblomsterne begynder at komme. I år synes jeg dog, at jeg har lidt blandede følelser omkring det. Det er lidt for tidligt, og en smule skræmmende, at vi stort set ikke har haft nogen vinter. Jeg vil alligevel stadig tillade mig at nyde de små fine blomster. Samtidig håber jeg på, at der når at komme lidt frost og sne her i januar eller i februar. Dette også med tanker på, hvad der ellers kommer til at vente af ukrudtsmængder og insekter.
Skinnet bedrager
Selv om meget ser ud til at tage sig et hvil i haven, er det faktisk mest på overfladen, at det ser sådan ud. For i virkeligheden foregår der en masse. Planterne forbereder sig lige nu på vækst og blomstring i det kommende forår. Man ser f.eks. tydeligt allerede nu, at de forskellige træer og buske sætter knop. I vores have har f.eks. både tulipantræet og rhododendronbusken allerede fået nogle fine store knopper.
“To-do” i januar
Selv om der ikke er så meget at tage sig til i haven i januar, er der nogle enkelte opgaver, som jeg normalt kaster mig over. Hovedsageligt for at gøre havelivet lidt lettere i foråret. De opgaver, som jeg satser på at nå i denne måned er:
- At få fjernet visne blade fra græsplænen
- Enkelte steder er der noget nøgent jord under træer og buske, som jeg ikke nåede at dække til i efteråret. Dem skal jeg have dækket med nogle af de visne blade fra græsplænen og noget kompostjord. “Just in case”, hvis der nu skulle komme hårde frostgrader
- Selv om jeg lugede så sent som i november, er både rosenbed og staudebed allerde fyldt med små ukrudtsplanter. Dem SKAL jeg have fjernet, inden de går blomstring og spreder deres frø. Jo før, des bedre. Det milde vejr, som har været, gør det forhåbentlig relativ let
- Træer, buske, staudebedet og rosenbedet skal også have en gang gødning. De skal kun have en enkelt gang i løbet af vinteren. Rhododendron, hortensia og andre surbundsplanter venter jeg dog med at gøde til, at foråret for alvor sætter ind
- Til gengæld skal jeg have gang i haveslangen til surbundsplanterne – og især vores store Rhododendron. Selv om det har regnet relativ meget, så har der også været tørt, blæsende og mildt. Surbundsplanterne er meget tørstige, og har brug for meget vand. Derfor skal de også vandes i milde perioder over vinteren.
Og så til det sjove……
Allerede nu kan man faktisk godt så småt godt gå i gang med forberedelserne til årets sommerhave. Det er her, at det sjove ved at have egen have begynder. Frø med en lang udviklingstid, som f.eks. sommerbegonie, chili eller peberfrugter kan nemlig sås nu i såkasser og stilles i vindueskarmen. Jeg synes, at det er så hyggeligt med forspiring og såning. Det er fascinerende at følge de små frø udvikle sig til først at blive til små fine spirre for at vokse sig til større og større planter. Sørg for at købe nogle gode frø. Her kan jeg anbefale Albinos frø, hvor du også kan få nogle sjove og lidt anderledes frø.
I januar og februar plejer jeg også at skære stiklinger af de indendørs overvintrende pelargonier, så de er klar til forårsudplantning i haven. Når jeg har skåret stiklingerne af, sætter jeg dem i en krukke med vand, hvor de kan danne rødder.
Haven består uanset
Der er altså stadig lidt at tage sig til i januar, når det kommer til haven. Hovedsageligt handler januar for mig dog mest af alt om forventningens glæde, opladning og planlægning. Og så er det jo heldigvis sådan, at uanset hvor meget eller lidt jeg når, så skal haven nok bestå og den skal også nok blive nydt uanset.