Grøn risotto med asparges og ærter, pistacienødder samt lækre krydderurter er en rigtig sommerspise. Retten kan nemt spises alene som en hovedret, og er en rigtig lækker ret at servere for vegetarer eller på en kødfri dag. Denne her friske udgave af risottoen går også virkelig godt som tilbehør til f.eks. fisk eller noget magert kød.
Risotto er en italiensk ret med ris kogt i bouillon. Det er en temmelig mættende ret, så justér eventuel mængden, hvis du serverer den som tilbehør. Opskriften her er beregnet som hovedret til 4 personer. Hvis man er vild med pesto, er der en ret stor sandsynlighed for, at denne her grønne risotto med asparges og friskbælgede ærter er et hit. Opskriften indeholder nemlig alle de ingredienser, som også bruges i en grøn pesto – plus et par andre gode ting. I den her udgave har jeg brugt basilikum, mynte og bredbladet persille som krydderurter. Der kan dog også sagtens bruges andre krydderurter. F.eks. smager estragon i risottoen skønt, når den skal serveres til fisk.
Jeg er så optaget af at bruge sæsonens råvarer mest mulig i min madlavning. Lige nu er der en masse friske, sprøde ærter i køkkenhaven. Når de ikke lige bliver spist direkte fra bælgen, så er denne her grønne risotto den perfekte måde at bruge dem på.
Mangler du inspiration til opskrifter med sommerens lækre råvarer, kan du finde måske finde den her.
TIP: Jeg er blevet helt vild med at “pifte” mine retter op med en god balsamico. Prøv eventuel at dryppe nogle dråber på risottoen fra hvid balsamico – f.eks. den lækre hvide balsamico fra Prelibato, som kan købes hos Stigs Oliven [Reklame/Samarbejde med Stigs Oliven]