Endelig er det er lykkedes mig at blive færdig med “Værelse med udsigt”. Det har taget mig rigtig lang tid, og jeg er begyndt forfra mange gange. Når det så er sagt, så var det hele det værd!
Tålmodighed betaler sig
Boganbefaling: “Værelse med udsigt” er skrevet i 1908, og er en af de gamle “must read” klassikere.Grunden til at det skulle tage så lang tid, skyldtes dels at jeg havde lidt vanskeligt med at leve mig ind i handlingen i starten pga. sproget og dels det store persongalleri. De første gange, jeg startede på bogen, nåede jeg simpelthen ikke langt nok ind i handlingen, før jeg mistede tålmodigheden. Nu har jeg jo heldigvis det princip, at når jeg begynder på en bog, så skal den også læses. Også selv om der skal flere opstarter til. Det princip har givet mig mange gode læseoplevelser med bøger, som jeg i første omgang har fundet kedelige.
Bogen blev filmatiseret i 1986, men jeg har aldrig set filmen. Ved ikke helt om det har gjort det lettere eller vanskelige for mig at forholde mig til bogen. Uanset har jeg nu dannet mine egne billeder, og skal helt sikkert se filmen.
Om forfatteren Edward Morgan Forster
“Værelse med udsigt” er skrevet af den britiske forfatter Edward Morgan Forster (1879-1970. Forster levede i overgangen fra den viktorianske tidsæra til den moderne tid. Han var homoseksuel, men skiltede ikke med det. Formentlig. efter at have set, hvordan sagen mod Oscar Wilde gik. Homoseksualitet er dog temaer i flere af hans værker. Værkerne udkom dog først efter hans død. “Værelse med udsigt” behandler et andet af de temaer, som optog Forster – nemlig opgøret med den engelske middelklasses moral og fordomme.
Handlingen i bogen
Persongalleri
“Værelse med udsigt” tager sit udgangspunkt i Firenze, Italien. Her har den unge Luy Honeychurch sammen med sin ældre og fattige kusine Charlotte Bartlett indlogeret sig på en Pension. Under opholdet på pensionen møder de et bredt persongalleri. Her skiller især Mr. Emerson og hans søn sig ud ved ikke at følge den engelske middelklasses uskrevne regler for god opførsel og adfærd. Charlotte fungerer som Lucys chaperone.
Handlingen
Charlotte må til sin store fortrydelse konstaterer, at Lucy ved flere lejligheder tilfældigt befinder sig alene med den unge søn til Mr. Emerson, George. Under en udflugt for selskabet fra pensionen forsøger George Emerson at kysse Lucy. Dette udvikler sig hurtigt til en større skandale, og de to kusiner søger mod Rom. Da de atter er tilbage i England, involverer Lucy sig med den egocentriske og selvhøjtidelige Cecil Vyse. Manden, som hun senere forlover sig med. Cecils kvindesyn er præget af den daværende middelklasses syn på kvinder. Han forsøger ihærdig at få Lucy til at passe ind i den kasse. Lucy slår det i første omgang hen. Det ændrer sig imidlertid, da bekendtskabet fra Firenze i form af Mr. Emerson og søn flytter ind i nabolaget. Gensynet med George Emerson bringer Lucy i en tilstand af forvirring. Samtidig med, at hendes frustration over Cecils attitude og forsøg på at lave om på hende tager til, befinder hun sig lige pludselig i en umulig situation. Situationen spidses til, og Lucy stilles overfor et vanskeligt valg. Hun kan vælge mellem at følge sit hjerte eller følge, hvad der forventes af hende i det middelklasse samfund, hun er født og opvokset i.
Anbefaling
Da jeg endelig havde tålmodighed til at komme igennem de første kapitler, greb handlingen i bogen mig endelig og resten af bogen blev en stor oplevelse. Selvfølgelig var der romantikken, men handlingen skildrer på helt vidunderlig vis en ung kvindes splittelse mellem ønsket om på den ene side at være frigjort og på den anden side at blive accepteret og respekteret som kvinde i forhold til datidens viktorianske kvindesyn.
Da Firenze er en af mine absolut ynglingsbyer i verden, så gør det absolut heller ikke noget, at en stor del af bogens handling foregår her. Der er nogle rigtige fine stedsbeskrivelser, som får en til at drømme sig tilbage til byen. Beskrivelser, som også giver et godt billede af, hvordan det må have været at leve – eller være turist i byen dengang. Få flere boganbefalinger her.
“Værelse med udsigt af E. M. Forster. The Provost and Scholars, Cambridge 1908 /
Rosenkilde & Bahnhof 2011